blev de efterhaanden mere og mere afgjorte Modstandere mod selve Kirken og gik over omtrent til de samme Meninger, som Beghardernes i Mellem-Europa, f. Eks. at hele det udvortes Kirkevæsen ja endog Sakramenterne var unyttige Ting osv. – Omkring Aaret 1400 opflammedes Piskegalskaben paany, da Tyrkerne og Mongolerne stormede frem mod Europa, og det Rygte udbredde sig, at Verdens Ende var forhaanden. Og uagtet alle Forfølgelser fra de Mægtiges Side, vedblev Flagellanterne tildels at vise sig lige indtil Reformasjonen.
I ren Modsætning til Piske-Væsenet var der paa Sortedødens Tid en hel Mængde Spottere, der gjorde sig lystige baade over Flagellanterne og Herrens alvorlige Tugt, og satte sin Glæde alene i at æde og drikke, være i godt Lune og leve lystigt ja endog liderligt, f. Eks. Ungdommen i Bern og Folk i Florenz (Se længere ude). Rimeligvis fandtes dog Sligt næsten alene i de sydlige Lande.
Nu kommer vi til noget af det Værste, som Digerdøden gav Anledning til, nemlig Jødernes Forfølgelse. Det Rygte var kommet ud, at dette arme Folk var Skyld i Pestens Opkomst og Udbredelse; man paastod nemlig, at de havde forgiftet Brøndene for nu at ødelægge den hele kristne Verden, ligesom de i gamle Dage havde gjort med Frelseren selv. Især i Tyskland, Frankrig og tildels Italien fik denne løse Indbildning stor Magt. Alene Paven og den polske Konge tog dem kraftig i Forsvar, Kejseren ogsaa tildels, men det hjalp ikke; Mængden rasede ligefuldt med dem, og de stakkers uskyldige Jøder mistede Livet i Tusindtal. De lagdes paa Pinebænken (som Skik var i den Tid),
siden omtaltes saa meget i somme svenske Bygder, havde, ialfald efter somme Lægers Mening, sin Grund i en vis Sygelighed. Det samme var vel Tilfældet med Metodisternes krampagtige, leende Omvendelsesfeber i forrige Aarhundrede, kanske ogsaa med Finnernes Raseri i vore Dage.
