paa Klæderne gik de nu med store Svøber og Piske, hvori der var fæstet skarpe Tagger og Torne, og piskede sig paa det ynkeligste 33 Dage i Rad (fordi Kristus, som man tror, havde levet i 33, Aar). Paven saavelsom Kejseren og andre Fyrster og Lærde forbød dette Uvæsen, men uden synderlig Nytte; det hændte endog, at Flagellanterne, naar de kom til en By, blev højtidelig modtaget af hele Præsteskabet med tændte Voksfakler, ledsaget ind i Staden under Klokkeringning, og af Borgerskabet gjildt beværtet med god Mad og Drik. Hvis Intet andet Middel hjalp til at give dem Anseelse, oplæste de Himmelbreve, som skulde være fundne i Jerusalems Tempel, og i hvilke en Engel efter Kristi Befaling udlovede Syndsforladelse til alle dem, der saaledes piskede sig. Og den uvidende Mængde trodde da som altid enhver Fortælling om Aabenbarelser og andre underlige Ting. Mange fulgte visselig med paa disse Piskevandringer, fordi de var alvorlig bekymret over sine Synder og ikke vidste, hvorledes de skulde stille Samvittigheden tilfreds; men Mange tog vel da som ellers Del deri, alene fordi det var en Modesag; Somme gjorde ogsaa Følge bare for derved at faa Lejlighed til Uorden og Utugt. Hos dem Alle var rimeligvis enslags legemlig Sygdom eller Svækkelse med i Spillet.[1] – Da nu Paven havde udtalt sig mod dem,
- ↑ At mange religiøse Vildfarelser har været ledsaget af enslags legemlig Sygdom, er ialfald ganske vist. Saaledes var det f. Eks. med den saakaldte Sankt-Veits-Dans, der ytrede sig i Tyskland nogen Tid efter den sorte Død (især i 1374 og 1418), og som ligeledes gik ud paa selvgjort Bod. De, som angrebes af denne Danse-Galskab, faldt sansesløse til Jorden og pustede stærkt, saa at Fraaden stod dem i Munden, sprang derpaa op og dansede Haand i Haand, medens Ansigts-Trækkene var rent fordrejet, og de selv hverken hørte eller saa, indtil de igjen faldt matte og trætte ned. Folk, som kom i Nærheden, blev ligesom smittet og droges med i Raseriet. Ogsaa den saakaldte Prækesyge, som for nogle Aar
