Søn. Nu sidder hun alene i sin Hytte og har kun en vanvittig Datter tilbage hjemme hos sig. Men skjønt hun nu er arm paa Alt undtagen paa Sorg og Lidelse, ved hun, hvor hun har sine Kjære henne, og hvor hendes stakkels vanvittige Barn skal saa Sans og Samling og fuld Klarhed igjen, og til det Sted stunder og længes hun saare. Hun klagede meget over, at hun kun havde sin Salmebog at læse i, og den var for finstilet for hendes gamle af Graad svækkede Øjne. Jeg sorterede hende da et Nytestamente, og jeg har siden de Gange, jeg har været inde hos hende, haft min Glæde af, hvormegen Trøst og Husvalelse hun af Herrens livsalige Ord har modtaget. „Naar jeg for min stakkels Datters Skyld ikke kan komme til Guds Hus om Helgen, saa er den Bog min Præst,“ siger hun; „Meget er der sagtens i den, som jeg ikke forstaar, men, Gud ske Lov og Tak! der er ogsaa Meget, Meget, som jeg godt forstaar. Og ofte kan jeg sidde længe og læse det samme Sted op igjen, og jo længer jeg saaledes sidder og læser paa de samme Ord, desbedre ser jeg, hvor inderlig vel vor Herre har ment det med mig med de Ord.“ Ja, denne min gamle Veninde, hun læser sandelig sit Evangelium med en dybere og bedre Forstaaelse end mangen lærd Professor. Gud give hende legemligt og aandeligt Syn til saaledes at læse til sin sidste Dag!“
Endelig meddeler Selskabets Centralkommite i Kristiania følgende Beretning om 6 ny Testamenter:
„Medens Kolera i forrige Høst rasede paa det Stærkeste i Kristiania og Omegn og daglig bortrev Mange, som vare lidet beredte til Regnskabets Dag, boede en af Bibelselskabets hjærtelige Venner paa en Gaard i Nærheden af Byen, hvor Drengene og Arbejdsfolkene ikke sjelden, til deres Herskabs store Misfornøjelse, plejede at svire Aftenen og en Del af Natten bort. Da blev en af Arbejderne netop i en saadan Time, omtrent ved Midnat, angreben af Sygdommen.
