jeg senere har talt med dem, modtaget Tak for Bøgerne i disse Folks enfoldige, næsten barnlige Udtryksmaade: „Det er en vakker Bog,“ det er „morsomt“ at læse i den, „Gud give, vi kunde gjøre det paa rette Maade.“ Ved mine Bibellæsninger baade her nede i Bygden og oppe i Redalen (en Mil derfra, afsides liggende Bygd) har det været mig en Glæde at se de ny Eksemplarer af Testamentet i mange Hænder, og vel har det da imellem ved Guds Naade hændt, at en og anden Bog er bleven vædet af det Øje, som læste i den. Hver slig Perle mener jeg Bibelselskabet bør regne som sin dyrebareste Vinding. Ogsaa tør jeg vel haabe til Gud, at mangt et Eksemplar er brugt, og det mangen Gang, i den stille Stue og har lokket lignende blanke Skatte frem fra Hjertedybet. Men at bringe Skriften til at være en daglig Minder og Trøster i en Menighed, hvor Arbejde for Livets Fornødenheder maa optage saa særdeles megen, og desværre optager for megen Tid og Tanke – det kan kun Gud selv efterhaanden virke. O, hvad det vilde være for en Glæde at arbejde i en Menighed, hvor de Fleste daglig, med Bøn om Oplysningens Aand, omgikkes Evangeliets Ord som sin bedste, trofasteste, trøsterigeste Ven! – Et Hjerte ved jeg, at Evangeliets Ord i et af Selskabets Nytestamenter særdeles har glædet og trøstet. Det er en gammel Kones, som kom til mig Dagen efter min Tiltrædelsesprædiken her, takkede mig for det Gudsord jeg havde talt, og forærede mig som det Eneste, hun havde, et Par Potter Molter. Jeg glemmer aldrig denne simple, enfoldige Kones hjærtelige Tak og hendes Kjærlighedsgave; jeg synes, det er det Bedste, jeg af Nogen har faaet, og jeg har aldrig takket Gud saa inderlig for nogen Opmuntring til hans Tjeneste som for den. Hun havde mistet sin Mand og sin ene voksne Søn paa en Gang; de druknede ved Flødningsarbejde i en farlig Fos. Et Aars Tid efter mistede hun paa samme Sted og under samme Arbejde sin anden voksne
