med sig selv, sine Grander og Sambygdinger, men ikke altid hvorledes det er i Nabobygden, endsige i langt bortliggende Dele af Landet. Men nu kan det, som ikke passer paa et Sted, dog alligevel passe meget godt paa et andet; og derfor maa man ikke straks vrage en Skildring, blot fordi den enten er lysere eller mørkere end Forholdene paa det Sted, hvor En selv bor. I ethvært Land er der vel endel Forskjel mellem den ene Egn og den anden; men der er næppe mange Lande, hvor Forskjellen i alle Maader er saa stor som i Norge. Saaledes er det i Naturen, saaledes ogsaa i Folkelivet – ihenseende til Levevis, Sæder, Skikke, Mundsprog, Oplysning og Smag. Hvilken Forskjel er der ikke f. Eks. mellem Mjøsens Omegn og Norges Vestkyst! Hist for Øjet paa engang frugtbare, opdyrkede, smaabakkede Sletter af flere Mils Vidde, langt borte omgivet af jævne, lave Aaser; medens derimod ude ved Vesterhavet Fjæld paa Fjæld rejser sig op mod Skyerne, Øerne bestaar af uendelige, ufrugtbare Myrstrækninger, Alt er nøgent og graat, og kun hist og her en liden grøn Plet og en ussel Hytte. Hvilken Forskjel paa en vestenfjældsk Røgstue med et eneste Vindu, og en slig Herregaard, som Storbønderne paa Oplandet og tildels i Trøndelagen har – paa det fordanskede Bondemaal kring Kristiania, og det halv oldnorske Tungemaal f. Eks. i Hardanger – paa Sjøbondens sædvanlige Langsomhed, og det spillende Liv hos den poetiske Tellemarksbonde – paa den omhyggelige Renlighed i somme Fjældbygder, især i Østerdalen, og den forfærdelige Urenlighed i mangt et Hus paa Strilelandet – paa Klædedragten der, hvor man endnu har bevaret den gamle Simpelhed og nøjes med hjemmegjort Tøj, og der, hvor selv Bonden har Silke og anden bykjøpt Stas fra Taa til Top! Og hvilken Forskjel er der ikke ligeledes med Hensyn til Læsningen? Etsteds er Aviser, Romaner og Nasjonalsange Bondens daglige Tidsfordriv; et andetsteds kjender han næppe
