andre Bøger end Katekismen, Spørsmaalsbogen, enkelte Toskillingsviser og maaske en Sangbog af Peder Dass. Somme har ondt nok for at læse og satte, hvad der skrives, hvormeget Skribenten end nedstemmer sine Talemaader og sin Tone; medens andre Almuesfolk finder det næsten under sin Værdighed at læse et saa smaapuslende Folkeskrift. Kort sagt, Forskjellen mellem Bønder og Bønder er i vort Land saare stor.
Just denne uhyre Forskjel har man godt af at mindes, naar man læser ovenstaaende Stykke. Forfatteren mener tilvisse ikke, at der allesteds i Landet, eller hos alle Mennesker i en vis Bygd, er en saadan Ulyst til Læsning og Ukyndighed i Bogvejen, som han her ivrer imod. Men ligesaa vist har han Ret i, at de findes i Landet, ja findes endog mangesteds; – endog hos Folk, af hvem det „mindst skulde ventes“, er tildels Læselysten yderst liden, og Meningerne om Bøgernes Betydning hel underlige Synes altsaa En eller Anden, at Indsenderens Skildring er for mørk, saa faar han huske, at det ikke overalt er ens.
Enhvær Bonde, enten han er meget eller lidet bogkyndig, kan imidlertid være forsikret om, at hværken Indsenderen eller jeg „vil ham tillivs“. At ikke Læselysten og Bogkunskaben er større end den er, er sandelig intet Under. Saaledes som Oplysningsvæsenet har været indrettet gjennem Tiderne, er det snarere mærkeligt, at den norske Almuesmand er kommen saa vidt i Læsning som ofte er Tilfældet. Selv i de mørkeste Bygder findes der gjærne En og Anden, som har drevet det utrolig vidt i at „læse og forstaa“; jeg har baade norden-, sønden- og vestenfjælds truffet mangen gammel, ærværdig Bondemand, som med megen Forstand har læst Bøger i Snese- eller endog i Hundredetal, og jeg har den Tro, at Læselysten hertillands vil blive meget almindelig og stor, saasnart blot Folk vaagner en Smule op af Dvalen. Til den yngre, opvoksende Slægt
