Om hvad dem Tiden lærte,
Os dog velkommen vær!
Det Modersmaal de tale
Fra Norges Fjeld og Dale –
Er Talen da ei kjær?
For fælles Ve og Vel
De Brødres Hjærter banke.
Det er en kjærlig Tanke
Ved Kyst, i Dal, paa Fjeld:
Hvor Brødre virke sammen
Og Gud med Ja og Amen
Velsigner – der er Held.
Men skal de Maalet naa:
Oplysning allevegne
I Norges Klippeegne –
Vi Forbund maa indgaa
At lytte til den Tale
Fra Hytte som fra Sale.
Fra Ung, fra Gubbe graa.
Til dette indsendte Stykke maa jeg føje et Par Ord, da jeg ellers frygter for, at enkelte Ytringer let kunde misforstaaes. Naar man nemlig paapeger en eller anden Fejl hos somme Folk og gjør sig Umag for at vise dem en rigtigere Vej og føre dem til bedre Indsigt, da mødes man ofte med det Svar: Vi er ikke slig som du beskylder os for at være; du farer med Overdrivelse, gir os forliden Lov og formegen Last og kjender ikke tilstrækkelig til den Sag, du skriver om!. – Nu er det sandt nok, at ogsaa slige Skrivere findes der tildels i Værden, men det er dog ligesaa ofte Tilfældet, at Skribenterne har Ret alligevel, omend mange Mennesker mener det Modsatte; ti Sagen er, at det tit er disse Mennesker selv, som mangler tilstrækkelig Kunskab. Enhvær ved, hvorledes det er
