og de Øvrige som især Konen var overmaade snil. Hendes Søster var „Mor sjøl“ i Nabostuen; og de var begge i gode Kaar. I den første Gaard tog alle Reisende ind; men ogsaa de Fattige, der trængte sin Næstes Hjælp – og af saadanne var der mange i den Egn – vænte sig til dette Hus, men Ingen til Navostuen; og hvorfor? upaatvivlelig fordi Alle, baade Høie og Lave, baade den fornemme Reisende og den vandrende Betler var velkomne hos hin Kone, men idetmindste ikke de sidste hos Søsteren. Efter gjentagne Gange at være bleven opmærksom paa dette, og især paa, hvorledes denne elskværdige Kone fra Morgen til Aften rakte Haanden til alle de Fattige, som gik, spørger jeg hende endelig, tildels blot for at faa hende til at ytre sin Mening for mig: Men kjære, hvordan kan dette gaa an, du som har saa mange egne Folk at lage Mad for, og dog kan give saa Meget vaade til Ikketrængende og især til alle disse Fattige, og det endog jeg ser, somme gaar her næsten daglig? „Aa stakkar disse Fattige“ – var Svaret – „de trænger nok, hvad de faar de“. „Det ved jeg nok“ – tog jeg atter tilords – „men nu spørger jeg, hvorledes Du kan holde ud at give saameget, at det ikke blir forlidet for dit eget Hus; thi „Enhver er jo sig selv nærmest“, som man siger“. „Ja, det er nok saa“ – svarte hun igjen efter en liden Betænkning – „men vi har ikke rigtig godt af, hvad vi selv æder heller, naar disse skal gaa hungrige bort fra os. Vi har bestandig givet; men vi synes ikke, det minker paa Buret for det. Herren har vel stelt det saa, ad naar man giver Noget, saa faar man Noget ogsaa. Her er sagtens ogsaa de, som ikke giver formeget; de har ikke mere de end vi“. (Med disse Ord kastede hun et Blik mod iNabogaarden, der gav mig tilkjende, hvem hun især mente paa). – Jeg kunde fortælle mere sligt Vakkert om denne velsignede Kone; men for ikke at trætte Læseren, faar dette være nok. Kun skal jeg tilføie, at hun nu har faat opfyldt
