sit Ønske, nemlig at „afklædes“ sit forkrænkelige Legeme, hvorpaa hun i lang Tid led af Svaghed og Sygdom. Hendes Minde velsignes i hendes Kreds; og at hendes Bøn, hendes sidste Ord hernede: „Gud se til mig i Naade ned“ – er opfyldt, det er et fast og grundet Haab.
Et andet lidet Eksempel, som ogsaa synes mig i høieste Grad værd at efterlignes, skal jeg med det samme anføre. Jeg har ikke oplevet det selv; men det er mig fortalt af en Person, om hvis Troværdighed jeg ikke tvivler. Tvende Mænd, der var Naboer, reiste i Barkbrød-Aarene til Trondhjem for at hente Grønskab. Nu var der, som man ved, ikke altid Korn at faa i Byen heller; og saaledes kunde hellerikke disse To faa noget. Imidlertid havde den ene af dem en halv Tønde Byg opbevaret hos en Mand i Byen fra Aaret før, da han ogsaa havde været der og faat kjøbt. Hvad gjør nu denne med sen halve Tønde? Jo, han deler den med sin Nabo; og saaledes havde de hver sit Kvarter hjem. – Ved at fortælle dette er det naturligvis ikke min Mening, at ikke Manden kunde været nok saa „god Nabo“, om han havde „beholdt Sit for sig selv“; især da han hellerikke havde Meget at „laske med“. Imidlertid er det et saa vakkert Bevis paa et godt Hjærtelag og Broderkjærlighed – et Bevis, hvortil der ofte forgjæves vil søges Mage. Man bliver tværtimod somoftest var, at man først og sidst „passer sig selv“ og lader sin Næste eller endog sin Nabo flakke, som han kom. Hvorlidet man saaledes kan bekvemme sig til at omfatte sine Medmenneskers Ve og Vel, har man desværre altformange Eksempler paa. Jeg skal nævne et. I Slaataannen ved man, hvor travelt der er, naar der efter flere Regnveirsdage begynder at skinne op (blive Høivær); hver Time og hver lille Hjælp er da kostbar, især dersom det tegner til Regn, eller bliver Aften førend man endnu har faat sammen sit Hø. Nu hender det ikke sjælden, at den ene Nabo bliver færdig med
