andring sker, og – for at komme til et saa saare vigtigt men desværre lidet paaagtet Punkt – saalænge der ikke saaes i den allerbedste Sædetid, i Barnets – det nemmere Barns – sjette og syvende Aar, vil en god Del Sæd, som senere udkastes, være spred forgjæves, og meget Arbeide for „Folkeoplysningens Fremme“ gaa spildt; thi i denne Tid er gjærne den ny Jordbund mest modtagelig for, ja man kan sige, den absolut trænger til Sæd. Og, hvis man da ikke „saar god Sæd i Ageren“, kan man nok let-skjønne, at „Fienden“ vil faa saa meget mere Raaderum med sin „Klinte“. Dersom man saa endelig blev gjort opmærksom paa, hvad der isandhed er skjønt og godt, – forudsat at man saa igjen har ladet sig forene med sin Gud, da forekommer det mig, at Ingen kunde have Anledning til at have slige Goddage som Bonden.
Endnumere blev for ham „vor Jord et herligt Sted at bygge paa, naar Broderfred var overalt at finde“. Thi Intet kan vel stort mere bidrage til at gjøre os Livet behageligt, end det, at bi som „gode Venner og gode Naboer“ leve sammen uden at lade Egennytten og Egenæren raade formeget. Men i dette Stykke er mangen Bonde ikke som han burde. Der er en Sandhed, hvis Rigtighed ingen Fornuftig trækker i Tvivl, men som dog saa ofte falder saa vanskelig at fatte; og det er den, at jo mere Enhver for sig vil „passe sig selv“ og „være sig selv nærmest“, desto daarligere gaar det baade i en og anden Maade; og jo mere man ligesaavel vil passe sin Næste og være ham ligesaa nær som sig selv, desto bedre kommer man fra det. Dette er en Sætning, som aldrig forofte kan gjentages oplyses og indpræntes hvorfor jeg skal anføre nogle Eksempler, der mer og mindre passe til den.
Jeg havde for en Tid siden Anledning til at gjøre mig bekjendt i en vis Gaard, blandt hvis Folk saavel Manden
