en klar og omfattende Oplysning. Den Tid kommer vel – og gid den ikke var fjærn – da man vil lære at vurdere, hvad man nu forkaster; den Tid kommer vel igjen, da en udstrakt Biavl i Forening med den her paapegede Anvendelse af Bjerkesaft og Bær, vil fylde de norske Bægere med en ligesaa ædel som uskadelig Saft til Sindets Opmuntring uden at Forstand og Helse sættes paa Spil ved Finkelens Nydelse. Ja, gid, vor retsindige og liberale Regjering vil laane et velvilligt Øre hertil og bidrage ogsaa i dette Stykke til Samfundets Vel, da skal det gamle Norge alt mere og mere vise sine Børn, at Skaberen har skjænket os mange Natur-Goder, hvorfor vi ikke heller bør lukke Øiet for dem, men forstandig benytte og med Taknemmelighed modtage den af den store Givers Haand“.
Indsenderen har visselig Ret, naar han tror, at de norske Bær kunde benyttes paa en fordelagtigere Maade end nu, og vi vil ogsaa ønske, at Sagen maa fremmes. Derimod er maaske hans Forslag om at lave Vin af Bjerkesaft mere velment end klogt; ialfald bør det nøje overvejes, om ikke Træerne derved skades eller endog ødelægges.
I „Bergens Stiftstidende“ stod isommer et Stykke een
den hollandske Maade at salte Sild paa“, som vi tror
al burde gjengive i „Folkevennen“, forat Flere kan blive bekjendt
dermed. Hollænderne driver ikke Sildfiskeriet paa
samme Maade som vi; de ligger gjærne med store Fartøjer
langt ud til Havs, men Silden, som de fanger, er omtrent
af samme Sort som vor Sommersild. Desuagtet betales
den hollandske dog meget bedre end vor, hvilket har
sin Grund i Tilvirkningsmaaden. Ogsaa her kan altsaa vi
Norske have Noget at lære.
Silden – heder det om Hollænderne – skylles først i Sjøvand og lægges derpaa i stærk Lage, hvor den forbli-
