gen til „Regjeringens Opmærksomhed“ og ønsker, at den „vil lade kyndige Mænd udarbejde vejledende Skrifter om Bærenes rette Anvendelse“. Disse Skrifter burde da helst uddeles frit (gratis) „til ethvert Præstegjæld iforhold til dets Folkemængde“; han haaber, at Regjeringen l denne Henseende „ikke vil finde det overflødigt, at gjøre et Offer af nogle hundrede Daler“ til Landalmuens almindelige Bedste.
Derpaa vedbliver Indsenderen omtrent saaledes: „Vi har visse Bærsorter, der ved sine fortrinlige Egenskaber især er skikkede til Afsætning i Udlandet, og dertil regner jeg fornemmelig Multer og Tyttebær, saafremt de blot blev behandlet paa den rigtige Maade. Naar Landbefolkningen stedse fandt en saadan Afsætning derfor, vilde isandhed mangen en vakker Skilling tilflyde os. Men ved at paabegynde denne Drift i det Store, maatte Folket eftertrykkelig gjøres opmærksom paa, at Kogningen, som maa foretages med næsten alle Bær, ene og alene bør ske i Stenkjedler, da Kobberkjedlerne paa Grund af Bærenes Syrlighed lettelig ejrer. Derved vilde atter en anden Næringsvej, Stenkjedlers Forfærdigelse, ogsaa faa et Opsving, hvilket er ligesaa ønskeligt, da der i mange Bygdelag findes et rigt Forraad af Klebersten (Grydesten). Den ene Virksomhed fremkalder og ophjælper den anden, saaledes ogsaa her; ti skulde nogen betydelig Bærsamling komme igang, vilde der ogsaa foruden Stenkjedlerne tiltrænges en Mængde Trækopper til Bærenes Opbevaring og Forsendelse, og ved dette Arbejde kunde da flere Oldinger eller sygelige Familiefædre finde Fortjeneste i de lange Vinterkvælde.
Medens jeg i Forestillingen ligesom hendrages til vore Bærmarker, møder jeg de vakre Bjerkelier og kommer derved til at mindes den Rigdom af Saft, som disse Træer indeholde, og som kunde give baade Nydelse og Fortjeneste, ved nemlig at laves til Vin. Men ogsaa denne Drift, hvis den skal hæve sig til nogen Betydenhed, fordrer ligesom hin
