ker dog, at Han, som kan granske Nyrer og Hjærter, finder
Undskyldning for et og andet Menneske, hvis Synd i
vore Øine er utilgivelig. Desuden, hvilken Dødelig kan
maale Udstrækningen af Guds Godhed og Naade? I disse
og lignende Tanker har jeg fundet nogen Trøst og Beroligelse,
og jeg beder til Gud om engang at møde min
Fader forklaret og renset fra det Dynd, der klæbede ved
hans Sjæl herneden. Haardt, meget haardt, straffedes han
allerede her i Livet; der er vel ingen Last, der saaledes som
Drukkenskaben straffer sig selv. Sjæls- og Legemslidelser
uden Tal følger denne Last i Hælene; paa nogle Timers
Selvforglemmelse i Rusen følger det mangdobbelte Antal
Timer fulde af legemlige Plager og bitre Selvbebreidelser.
Saa langt tilbage som jeg kan mindes, var min Fader aldrig
glad. Hvilket kummerligt Liv! Aldrig glad, altid misfornøiet
med sig selv og Andre; thi det gaar gjerne saaledes,
at Drankeren, idet han fjærner sine Medmennesker fra
sig ved sin modbydelige Last, søger han at indbilde sig, at
Feilen ligger hos dem og ikke hos ham; og naar Drankeren
endvidere bringer sig selv i en uheldig Stilling, saa ser
han skjævt til sine lykkeligere Medmennesker, der ved Flid og
Orden og Ædruelighed erhverve sig et godt Udkomme.
For nogen Tid siden har Selskabets Bestyrelse modtaget et Stykke „Om de norske Bær“, hvori Indsenderen søger at vise, hvor gavnligt det vilde være for Landet, om vore vilde Bærsorter blev mere paaagtet end hidindtil. Flere af dem, siger han, vilde, naar de anvendtes ret, være „en sund og nærende Føde“, et kraftigt Middel til „Sundhedens Bevarelse“ og en fordelagtig Handelsvare. Han anbefaler Sa-