voxe; men vil vi derfor foragte eller undvære Solstraalen? Værden er nu en saadan Ager, hvor tvende Slags Sæd er blandet om hinanden; og Oplysningen er lig Solstraalen, der udvikler det Hele, men fræmbringer dog langt mere Godt end Ondt, og maa derfor være os Alle kjær. – En anden Sag er det, at Meget kalder sig Oplysning uden virkelig at være det. Det ydre saavelsom det indre Lys kan være to Slags: sandt og falskt. Der er Forskjel paa Maanens Glands og Solens Straaler; det Ene lader Alt forblive koldt; det Andet er forbundet med Varme og fræmlokker altsaa Liv. Det gjør derimod ikke Nordlyset, hvor prægtigt det end glimrer; og blussende Lygtemænd kan vel ogsaa lyse, men fører dog Vandringsmanden paa Vildstraa, eller bringer ham endog lige ud i Afgrunden. Saaledes er det ogsaa med den Oplysning, der kun opblæser Hjærnen, eller opklarer Forstanden uden tillige at opvarme og oplive Hjærtet. Værden har haft Meget af den, og vi kan vistnok give en berømt Mand Ret, naar han siger, at vi nu „har større Plage med det falske Lys end med det gamle Mørke.“ Det trænges derfor saamegetmere at arbeide paa Udbredelsen af en sand og sund Oplysning. Hvorvidt nærværende Tidsskrift vil kunne fortjene den Ros, faar Tiden vise. Viljen dertil skal ikke mangle, men mine Evner vil vistnok ikke forslaa; dog tør vi vel haabe, at mange dygtige Mænd med Kjærlighed til Folk og Fædreland vil hjælpe til.
Tidsskriftet udgives af „Selskabet for Folkeoplysningens Fræmme“; og deraf følger da, at den Oplysning, Skriftet kommer til at meddele, vil blive af folkelig Art. Idetmindste vil man stadig stille sig det for Øie; om det lykkes at udføre det skikkelig, er vistnok et andet Spørgsmaal. Ved „Folket“ tænker vi nemlig her ikke paa en enkelt Stand eller Klasse af Mennesker. Bondestanden alene udgjør ikke Folket, ligesaalidt som Byborgere og Embedsmænd. Nei, naar vi taler om det norske Folk, da mener vi hvær
