lig, at der „let kan blive formeget af den“, at „jo mere Folk lærer, jo værre bliver de“ o. s. v. Nu ved jeg vel, det er umuligt i en Haandevending at overbevise slige Mennesker; men jeg maa dog alligevel standse her et Øieblik, og gjøre følgende Spørgsmaal: Er dog ikke Gud „Lysenes Fader?“ Har han ikke skabt alt Lys, baade det aandelige og det legemlige, det himmelske og det jordiske? Elsker han ikke Lyset og vil, at vi skal komme dertil, og idelig voxe og gaa fræm deri? Er ikke Mørket et Værk af hans Fiende og forenet med Døden og Graven; medens Lyset er paa det nøieste forenet med Liv, saaledes som Digteren siger:
„Livet og Lyset er Tvillinger bolde,
Døden alene kan skille dem ad.“
Se dog engang til den ydre Natur! Den er jo ogsaa „Guds Hænders Gjærning“; men trives den vel i Mørket? – Katugler og Flaggermus gjør det vel, det er sandt. De taaler ikke Morgenrødens Glands og Solens Straaler; de lukker Øinene for Lyset og elsker alene Nattens Mulm. Men den hele øvrige Skabningens Hær har det dog anderledes. Synger ikke Fugleskaren lifligst, naar Dagen bryder fræm med Liv og Lys? Bliver vel Planten i Kjælderen frodig og fuld af Livskraft? Mon den ikke bøier sig mod den mindste Aabning, for ligesom med Glæde at modtage Lyset, som derigjennem strømmer ind, og som den længes efter? – Men er Lyset en saa nødvendig Ting, forat den ydre Skabning kan leve og trives, hvorledes skulde da Folkeaanden og Menneskehjærtet være lykkelig i Mørke? Er det ydre naturlige Lys saa velsignet og godt, saa maa dog vel endmere det aandelige være det. – Det er sandt, hvor Oplysningen stiger, der træder ofte det Onde klarere og stærkere fræm. Ugræsset voxer langt frodigere, naar Ageren gjødsles, end det ellers vilde gjøre; men derfor vil vel ingen klog Landmand kaste Gjødselen væk. Den samme Solstraale, der modner Kornet, bringer ogsaa Ugræsset til at
