Livsens Kræfter for efter Evne at fræmskynde den ny Dag. Netop derfor kommer dette lille Tidsskrift og banker paa hos Folket; det vil saa gjærne hjælpe til at bringe lidt Liv og Lys ind i de norske Hytter, og jeg har det Haab, at det ogsaa forendel skal lykkes, hvor det rigtig slipper ind. Det vil ganske vist lykkes, hvis Gud faar være med os. „Guds Fred“ er dog den vakreste af alle Helsninger; maatte den ikke blot høres fra vore Læber, men ogsaa leve i vore Hjærter og følge os i Livet! Maatte den finde baade Husrum og Hjærterum hos det norske Folk, da skal baade vort Møde vorde godt, og gamle Norge blive lykkeligt! Og med dette lyse Haab sendes disse Blade ud i Værden.
Naar nu Læserne og jeg paa denne Maade har helset hværandre, er det Tid til at snakkes videre ved. Først og fræmst faar jeg da det Spørgsmaal: „Men hvad skal nu Tidsskriftet indeholde?“ Som den, der nærmest skal styre og lede det[1], er det min Pligt at give Svar herpaa; og det gjør jeg med Glæde, vel vidende, at „godt Regnskab giver godt Venskab“, som Ordsproget siger. For Læserne er det jo bedst strax at faa høre, hvad de kan have ivente; de kunde ellers let finde sig skuffet, hvilket ogsaa bilde skade flere end dem.
Tidsskriftet vil søge at udbrede „folkelig Oplysning“, og Alt, som kan antages virkelig at tjene dertil, kan da være skikket til Optagelse deri. Man skulde nu vel tro, at dette var godt og vel, og at det da kun kommer an paa, om der findes Mænd, som baade kan og vil lægge Haand paa Værket, – Mænd, som baade duget til at skrive for Folket og alvorlig vil tage fat derpaa. Man skulde tænke, Alle var enige om, baade at Oplysningen er gavnlig, og at vi hertillands har altfor lidet af den. Men det er dog ikke saa. Der er endnu Mange, som tror, at Oplysningen er skade-
- ↑ En saadan Bladstyrer kaldes med et fremmed Ord: Redaktør.
