ingen. Saalænge Noget svæver paa Folkets Tunge, er det dog ikke stendødt; – Livet kan da atter oppustes og vaagne deri.
Se, dette var jo kun et eneste lidet Exempel paa alt det Vakre, der hos os er tilstede, og kun venter paa en Opvækkelse, for igjen at kunne virke i sin fulde Kraft. Det randt mig just nu ihu, da dette Tidsskrift for første Gang skal træde ud i Værden. Det er jo Meningen, at det skal faa mange Læsere baade i By og paa Bygd. Størsteparten af dem kjender vel ikke mig og naturligvis endmindre det Skrift, som først nu ser Lyset. Jeg vilde saa gjærne, det skulde komme paa en venlig Maade til det norske Folk, „helse“ vakkert og tilønske alle Læsere baade i Hytter og i Sale en virkelig „god Dag.“ Og kan det lykkes mig, da bliver sikkert ogsaa „Mødet godt“ for os Alle, baade for Læserne og for mig. „Som man raaber i Skogen, faar man Svar“, siger et gammelt Ord. Jeg tror det norske Folk er, som man forstaar at tage det til; „et godt Ord vil gjærne der finde et godt Sted“, og hvorfor skulde da ikke min venlige Helsning ogsaa finde baade Gjenklang og en god Modtagelse? „At leve og se gode Dage“ maa jo i alle Maader være vor Lyst, og vi trænger høilig dertil, for vi har visselig haft nok af onde Dage baade i kirkelig og folkelig Henseende. Sløvhed og Dorskhed, Vankundighed og Død har haft altfor stort Herredømme iblandt os, og har det jo endnu; men hvis ikke alle Julemærker slaar feil, er en ny Tid forhaanden. Det synes mig klart, at Natten stunder tilende, og Dagen nærmer sig hos os. Naar jeg derfor tilønsker det norske Folk en „god Dag“, eller maaske rettere, et venligt „Godmorgen“, da er det med den samme Fryd, som naar Nattevægteren glæder sig ved Morgengryet. Det er endnu ikke saa lyst og varmt og livligt mellem vore Fjelde, som vi inderlig maa ønske det. Men vi maa dog være glade i Haabet om, at det skrider fræmad, og saa tage fat af alle
