Side:Folkevennen 1852.djvu/5

Til Tidsskriftets Læsere.

(Af O. Vig.)

Naar man med et levende Øie betragter Folket, saaledes som det røres og færdes i vore Dale og i vore Byer, – da finder man visselig saare Meget, som man kunde ønske anderledes. Vi ser Ting, vi hører Talemaader og Ord, som maa bedrøve os. Vi træffer i Folkelivet Mangt og Meget, der vidner om Hjærteløshed, Tankeløshed og Letsind; og fik vi af Gud et opladt Øie og et deltagende Hjærte, er det jo ganske naturligt det gjør os ondt. Men er vort Øie tillige folkeligt og vort Hjærte isandhed venligt, saa maa det ogsaa glæde os at finde endel Godt iblandt det Slette. Og det er dog vist, at der i det norske Folks Liv som paa dets Tunger endnu rører sig meget Vakkert. Jeg vil her kun minde om Noget, der kan synes en Smaating, – nemlig om den deilige Skik, saasnart man raakes, at ønske hværandre: „Goddag“, „godt Møde“, „Guds Fred“, – at „velsigne“ Ens „Arbeide“ o. s. v. Det er, saavidt jeg ved, i Brug over det hele Land, hvad enten man er kjendt eller ei. Først naar man saaledes har „helset“, er det Tid til videre at snakkes ved. Nu, dette har vel ikke altid ret saa meget at betyde, fordi det desværre, som saameget Andet, tidt sker tankeløst; det udføres ofte kun med Munden, kommer ikke fra Hjærtet og er altsaa uden synderligt Liv. Men lad det ogsaa være en død Skik hos Mange, – det er dog en vakker Skik og ialfald bedre end