en „Mors Sjæl“ imellem Lindesnæs og Nordkap, mellem Kjølen og Vesterhavet, hvad enten de findes i By eller paa Bygd, saafræmt de ikke rent ud vrager vort „Fædreland og Modersmaal“. Den høieste Embedsmand i Hovedstaden hører ligesaavel til Folket som den fattige Fisker paa et øde Skjær; og naar vi derfor taler om folkelig Oplysning, tænker vi først og fræmst paa en saadan, som er gavnlig og nødvendig for det hele Folk, og passer paa Alle. Har vi tilligemed „Fædrelandet og Modersmaalet“ ogsaa „Aand og Hjærte“ tilfælles, saa maa der vel ligeledes kunne gives en fælles Oplysning. At frembringe en saadan er vistnok nutildags en saare vanskelig Sag; men et Forsøg maa dog gjøres. Medens Størstedelen af Menigmand kun har liden eller saagodtsom ingen boglig Oplysning, er derimod Storbønderne, Byborgerne og Embedsmændene „meget godt oplyste“, som det kaldes. Oste er vistnok denne Oplysning alt Andet end folkelig; men der er dog alligevel en saadan Kløft imellem deres Dannelse og den simple Menigmands, at der skal et stort Held til paa engang at skrive Noget, som passer for bægge. Den Folkeklasse, som Tidsskriftet især vil have for Øie, maa forresten blive Almuesmanden; – han er dog paa en Maade Folkets Kjærne, har mindst af Oplysningens Glæder men trænger høiest til dem.
Men der ligger mere i Ordet „folkelig Oplysning“, end blot at omfatte alle Folkeklasser. Ogsaa dens indre Væsen skal være folkeligt. „Hvad det hos os først og fræmst gjælder om, er at udvikle Folkets Selvbevidsthed“, heder det i Selskabets Indbydelse. Det er sande Ord, som Tidsskriftet idelig bør have for Øie. „At kjende sig selv“ er en vigtig Ting for hvært enkelt Menneske. Stræver man ikke derefter, kan man visselig ikke udrette Noget tilgavns, eller bruge Livet paa en værdig Maade. Men den samme Selverkjendelse er ligesaa nødvendig for det hele Folk. Uden den, bliver det en vissen og ufrugtbar Gren paa Men-
