er nu saa underlig med Vanen; man vilde vel synes, at Almuesproget ikke er godt nok til kirkelig og gudelig Brug. De Fleste af Folkevennens Læsere kjender dog vel lidt til Svensk; det ligner jo vort Bygdesprog meget, og svenske Viser vil Almuen gjærne synge. Men Svenskernes Sprog klinger nok saa godt i Kirken, og deres Bibel, Katekismus, Salmebøger og Postiller kan vi læse med lige stor Andagt som vore egne. For den Sags Skyld kunde derfor Almuesproget godt bruges i Kirker og Bøger, naar vi først kom i Vane dermed. Endnu for 400 Aar siden var Latinen Kirkesprog ogsaa i Norge; dengang var det Alles Mening, at intet andet Sprog var helligt nok dertil, og man syntes, det var rent fælt at have Dansk til gudelig Brug, som vi nu har. Det er underligt, man just skal tro, at det Sprog, som Gud selv har lært os og lagt paa vor Tunge, ikke skulde være godt nok til at paakalde ham med. – Der er imidlertid andre Grunde og større Hindringer, som gjør, at Almuesproget ikke kan blive almindeligt Bogsprog. Det rimeligste og bedste er vistnok, at Bygdemaalene og vort nuværende danske Skriftsprog nærmer sig hinanden og mødes paa Halvveien, tænker jeg; og det sker da ved i Skriftsproget at optage flere og flere ægte norske Ord, samt ved at lade Bygdemaalene gaa sin naturlige Gang At næmlig disse i den sidste Tid stræber henimod Bogsproget, det er aldeles kjendeligt; man maa næsten frygte, det gaar altfor fort dermed.
Jeg har tænkt mig, at Mange kunde have Lyst til at se Almuesprog paa Prent. Derfor har jeg her nedenfor ladet trykke en liden Prøve. Det er et Sagn fra søndre Bergenhus Amt, som Ivar Aasen har skrevet paa Søndmørsmaal; men da vel næppe Alle kan komme tilrettes dermed, er det samme Sagn ogsaa oversat paa 2 andre Dialekter, næmlig saaledes, som der snakkes i Vinje Præstegjæld i Thelemarken og i Stjørdalens Præstegjæld i Throndhjems Stift. Det sidste er skrevet af mig, og Thele-
