mænd og strænge Herrer truer Folk til at aflægge Modersmaalet og bruge et andet Sprog; det, synes mig, maatte være næsten det værste af altslags Tyranni; og hvem skulde da ikke være glad ved i Fred at beholde sit Modersmaal, saalænge det er muligt! –I Slesvig i Danmark er der en Sprogstrid mellem Dansk og Tydsk; dette sidste har efterhaanden trængt sig ind og underkuet det første. Jeg skal her anføre, hvad en af de dygtigste Bønder dernede siger om sit danske Modersmaal; han har ellers været omtalt ogsaa i de norske Aviser; han heder Laurids Skau. Hans Ord er følgende:
„Naar Nogen ringeagter og forhaaner mit Modersmaal, da er det for mig, som om de ringeagtede og forhaanede mine Forældre, mine Søskende og min hele Familie, – forhaanede mine Venner og Kammerater, alle mine Bysbørn, hele Sognet, hele Nationen, med et Ord: forhaanede alle dem, som mit Hjærte hænger ved; thi det er Modersmaalet, som knytter mig til dem alle. Det er Modersmaalet, som har bragt deres Tanker og Følelser over til mig, og mine over til dem; – det er Modersmaalet, der bestandig gaar fræm og tilbage mellem dem og mig som Glædens eller Sorgens, Haabets eller Bekymringernes Budskab; som bringer det, der ligger allerinderst, allerdybest i deres Sjæle – det Bedste, det Sandeste, det Ægteste, de eie – til mig, og fra mig til dem. Jeg har ikke formaaet at udgrunde, hvori Modersmaalets egentlige Væsen og Hellighed bestaar; men jeg føler, at naar Herrens Bud lyder til mig: „Ær din Fader og Moder, paadet du kan leve længe i Landet!“ da har jeg kun slet agtet paa Guds Lov, naar jeg ikke holder mine Fædres Sæder og min Moders Maal høit i Ære.“
At vore norske Præster f. Ex. kommer til at præke paa Almuesproget, og at ret mange Bøger trykkes derpaa, er vel ikke rimeligt. Ventelig vilde Folk heller ikke like Sligt; det
