saa „grumt“ at kunne bruge en hel Mængde fræmmede Ord og af al Magt vænne sig til at snakke ligesom en Bog. Jeg ved ikke, om man forstaar mig; jeg faar derfor i anføre et Par Exempler, tænker jeg. – Naar saaledes Byfolk siger, at „Kartoflerne ere bedærvede“, og man vil spørge dem, om dette er godt Norsk, saa vil nok de Fleste svare Ja. Jeg svarer imidlertid Nei; det er ikke engang godt Dansk, og Bonden hos os udtrykker den samme Mening baade anderledes og kraftigere, naar han siger: „Potetesen er udskjæmt“. Ligedan er det f. Ex. med Ordet: „en sat Person“, der nu bruges saa tidt; – paa Norsk heder det „en stø Kar“, „en stadig Fyr“ o. s. v. – Saadanne Ord som „Gjenstand“, „Lidenskab“, „beedige“, „eragte“, „for-evige“ o. s. v. er alle mer eller mindre uforstaaelige for Almuesmanden, og burde saavidt muligt afskaffes, da de hværken er nødvendige eller norske, ja ikke danske heller. – En „feig“ Person betyder paa Norsk En, som snart kommer til at dø; – i vore Bøger betyder derimod Ordet „feig“ det samme som uden Mod, og i denne Betydning er det aldeles tydsk. – Ligedan er det ogsaa med en hel Del Talemaader og Sætningsforbindelser, som vore Bøger vrimler af. Hvad skal man f. Ex. sige om følgende Sætninger: „Anende et forestaaende Uheld, hvis han blev der længer, forlod han Byen“ – „Kristus overdrog Apostlerne Udøvelsen af sin Vilje“ o. s. v. Tror man dette er godt Norsk, eller at Menigmand har let for at fatte det, saa tager man høilig Feil.
I den nyeste Tid er det dog meget anderledes end før. Ogsaa i denne Henseende er der hos Mange vakt en Sands for det Fædrelandske og Folkelige, som giver os godt Haab om lidt efter lidt at faa rettet paa det Gale. Man har allerede indseet, at Bøger bør skrives saa simpelt og jævnt som muligt. Nu er dette rigtignok ingen let Sag for Bogskrivere, som Allesammen er bleven oplært paa gammel Vis;
