det Rygte, at han skulde have reddet sig op paa et vendisk Skib, men skjønt Somme siden vilde have seet ham i Jødeland og der gik mange Rygter, er det dog vist, at aldrig mere kom han til Riget i Norge; men Mindet om ham levede dog længe ikke alene her men ogsaa hos. Islænderne, ude paa deres Ø, der var som et Tilflugtsted for alle historiske Minder, hvor de gik fra Mund til Mund, indtil man lærte at fore Pennen og skrev dem op, indtil det nu igjen tegner til, at man i det hele Norden tænker paa og tildels mere end tænker paa at opfriske sine historiske Minder.
Som man ved, er der i vort Land en overmaade stor Forskjel paa Almuens Tungemaal og Skriftsproget. Det er med denne Sag som med saameget Andet: vil man finde ægte Norsk, faar man søge hen til Bonden i de mere afsidesliggende Bygder. Bogsproget er derimod for største Parten Dansk, som ogsaa tales af Byfolk og af alle Andre, der paa en eller anden Maade adskiller sig fra Landalmuen. Ja, der gives endog flere Bygdelag, f. Ex. rundt om Kristiania, hvor ogsaa Bønderne har lært sig til at „danske“. – Denne Sprogforskjel er hertillands en af de værste Hindringer for boglig Oplysning. Det er næsten utrolig, hvor vanskeligt det falder Menigmand, og endnumere hans Børn, at komme tilrettes med Bogsproget. Var det endda rent og godt Dansk, saa gik det nok skikkelig alligevel; men vore Bogskrivere har ofte tilladt sig at blande det med en utrolig Mængde tydske Ord og Talemaader, franske og latinske Ordføininger, kort sagt, gjort det til et forunderligt Sprog, der ingensteds hører rigtig hjemme. Ogsaa i Talen har da slige Unoder indsneget sig; halvdannede Folk synes gjærne, det er
