og derfor gaar det vel ikke saa fort med Forbedringen, men det gaar dog i vore Dage øiensynlig fræmad. Og dog er der endda en stor Kløft mellem det bedste Bogsprog og det ægte norske Sprog i Almuens Mund. Boglærde Mænd, som vil Folkets Bedste, har derfor ogsaa begyndt at tænke paa, hvorledes vort danske Skriftsprog efterhaanden kan fornorskes; ja Enkelte haaber vel endog, at vi skal faa et aldeles nyt Skriftsprog omtrent som somme Bygdemaal er nu. Dette vil nu vel næppe være muligt; idetmindste kan jeg ikke indse, at det gaar an. At vort Bogsprog imidlertid kan blive meget norskere, end det nu er, det er vist; thi i Almuens Mund findes der en Mængde gode Ord og kraftige Talemaader, som vel fortjener at bruges i Skrift. For at kunne bruge dem, maatte an naturligvis først lære dem at kjende, og derfor har man faaet en udmærket dygtig Skolelærer fra Søndmør, Ivar Aasen, til at samle og opskrive alle Ord i Almuens Tungemaal. Byfolk har altfor ofte smilet til Bondens Sprog, som de ikke har kjendt stort til eller haft rigtig Forstand paa; nu derimod begynder just de Lærde at elske og studere Almuesproget, der sandelig ogsaa er værdt at holde af, thi det er et kraftigt, kjærnefuldt og vakkert Sprog.
Mangen en Bonde, som læser dette, vil kanske forundres og tænke, at jeg ikke oprigtig mener, hvad jeg her siger. Jeg ved næmlig meget godt, at vore Almuesfolk nutildags ikke længer har sit Modersmaal saa kjært som før. Idetmindste er dette Tilfældet i mange Bygdelag. De Gamle bruger en hel Del Ord, som de Yngre finder stygge og derfor kaster bort, men som tidt er langt kraftigere og betydningsfuldere igrunden. Paa den Maade er sikkert Almuesproget bleven mere forandret i de sidste 50 Aar end før i 100. Det er ikke sjældent, at Almuesfolk nutildags næsten skammer sig ved sit Modersmaal; det er saa „klumpet“ og saa „tungvindt“, siger de. Det indser imidlertid ikke jeg,
