at man ikke kan vente, Alle skal lære at læse godt, og at hvor Lyst og Anlæg dertil mangler, bør man vel høilig opmuntre men aldrig tvinge og true. Dette Vink til Forældre og Lærere faar her være nok; det angaar en Sag, der efter min inderligste Overbevisning fortjener at overveies, og uden al Tvivl vilde være overmaade gavnlig; – men en fuldstændig Udvikling deraf kan ikke ske nu.
Ser vi nu hen paa Boglæsningen som et Middel til at udbrede folkelig Oplysning, da maatte vi være vel fornøiet, hvis blot Halvparten eller endog Tredieparten af Folket kunde læse flydende og med Forstand. Man vilde da i ethvært Hus have en dygtig Forelæser og kunde derved faa tilstrækkelig Nytte af Bøgerne, og Oplysningen vilde gaa fræmad med Kjæmpeskridt. Jeg kan derfor ikke Andet end af alle Kræfter opfordre mine Landsmænd rundtomkring i Bygderne til at lægge Vind paa Læsning, og at de øves deri Saamange, som nogenlunde har Lyst og Evner dertil. Det gjælder ikke blot om at læse tydeligt og raskt, men ogsaa med Eftertanke og Forstand og med det rette Udtryk, som det kaldes; – det vil sige, saaat Læsetonen svarer til Meningen og klarlig udtrykker den. Jo mere Læsningen ligner Menneskets Tale, desbedre er det. Nogen nøiagtig Anvisning til at lære at læse kan jeg forresten ikke give skriftlig; det maa høres og læres ved Øvelse, og derom faar man spørge Skolelærere, Præster eller Andre, som kan læse godt.
Det norske Folk har igrunden stor Læselyst, og større vil den blive, hvis man holder op med i Barnedagene at true Folk til Bogen. Hos Almuen vil den endvidere forøges, saasnart man faar lidt større Kjendskab til Bøger, hvilket endnu som oftest er meget lidet. Man bar nu skrevet Bøger i 3–4000 Aar, og siden Bogtrykkerkonstens Opfindelse (Aar 1440 efter Kr. F.) er der en græsselig Mængde af dem. Vi vil ikke snakke om Tydskland eller andre Lande, hvor der er saa uhyre mange Bogmagere; men alene i vort
