sen for Oplysningens Udbredelse mere og mere vaagner, vil Skolelærere og Andre udrette Adskjelligt ved Samtaler. Det er en indbyrdes Undervisning, som har stort Værd. Især har Omgangsskolelærerne en fortræffelig Anledning til om Kvældene at indvirke paa Folket, og enkelte Almuesmænd kan visselig ogsaa gjøre Meget baade i og udenfor sit Hus. Det er saa underlig med Oplysningen, som med alle andre aandelige Goder. Den, som rigtig har faaet Smag paa den, vil saa inderlig gjærne meddele Næsten lidt med sig; man har selv nok igjen alligevel, ja man vinder ved en saadan Meddelelse. Aldrig lærer man Noget bedre, end naar man tillige skal fræmstille det for Andre og faar samtale lidt om Tingen. Havde vi derfor i enhvær Grænd og i ethvært Bygdelag i Landet endel Mænd med dygtig Oplysning og levende Fædrelandskjærlighed, da vilde denne Sag være paa saa gode Veie, at Oplysningen sikkert efterhaanden vilde blive almindelig. Nu derimod, da selv mange af de dygtigste Mænd og en Mængde Lærere ikke engang har Forestilling om, hvad „Folkeaand“ er, eller hvad folkeligt Liv og folkelig Oplysning vil sige, nu kan denne Oplysning ikke ventes udbredt hværken ved Skolen alene, eller ved indbyrdes Samtaler og gjensidig Paavirkning i Livet. Et tredie Middel er derfor nødvendigt, og det er Udbredelsen af vækkende og oplysende Bøger. Men skal dette hjælpe, da maa de læses, og her ser da Enhvær, det er en vigtig Sag, at Folk lærer at læse, og læse med Forstand. Selv om Oplysningen iblandt os stod langt høiere end den gjør, vilde Bøger i vort Land være langt mere fornøden end i de fleste andre Lande. Der er Folk næsten overalt samlet i store Landsbyer, og har da rigelig Anledning til at høre og lære af hværandre. Hos os bor man derimod fordetmeste adspredt,
lysningen ved at understøtte duelige Mænd til i hvær sine Kredse at holde Foredrag for Folket.
