som i den udvortes. En god Landmand gjør bægge Dele; han bereder Jorden og tilsaar den, men han gjør tillige Mere: han giver ogsaa den opvoxende Sæd al den Pleie, som behøves. Saaledes er det netop med Skolen i Børneaarene og Oplysningen for Voxne. Vægge er lige nødvendige hvis det skal blive som det bør; det gjælder her, at „det Ene bør gjøres, det Andet ikke forsømmes.“
Men naar nu Børneskolen umulig kan meddele fuldstændig borgerlig Oplysning, saa kommer vi igjen tilbage til Spørgsmaalet: Paa hvad Maade kan da denne fræmmes? – Der kunde da tænkes paa Skoler for den voxne Ungdom, og det er vist, at blev de godt indrettet, vilde de gjøre overordentlig Nytte. Om der for det første blot blev Søndagsskoler, kunde der udrettes Adskjelligt. Naturligvis tænker jeg da ikke paa slige som de fleste Søndagsskoler hidtil, hvor der vel har gaaet voxne Ungersvende, men hvor man har fundet det nødvendigt alligevel at undervise paa Almueskolernes Maner. Ligesaa feilagtigt som det er at ville undervise Børn i, hvad kun Voxne kan have godt af, ligesaa uheldigt er det at behandle Voxne som Smaagutter. – Det Værste er, at vi endnu har saa faa Lærere, der duger til at give Folk en saadan Oplysning, som rigtig er værd at snakke om. Thi dertil kunde ønskes ikke alene mange Kundskaber, men fræmforalt levende Sands for Folkets Anliggender idethele og god Indsigt deri, samt især Liv i Undervisningen. Nu, det forstaar sig, man faar finde sig i, at det i Begyndelsen gaar smaat; „man maa krybe, førend man kan gaa“, og „Rom blev ikke bygt paa en Dag“, heder det. Lader det sig end ikke gjøre at fræmme Folkets Oplysning paa den Maade, som kunde være allerønskeligst – ialfald ikke fordetførste i ret mange Byer og Bygder[1] – saa kan der dog gjøres Meget paa andre Maader. Naar, som vi maa haabe, Sand-
- ↑ Rimeligvis vil „Selskabet for Folkeoplysningens Fræmme“, saasnart det ser sig istand dertil, ogsaa søge at virke for Op-
