Tid haabe at saa en langt bedre Skoledannelse for sine Børn, end det hidtil har haft. Ogsaa jeg ønsker inderlig Almueskolen meget forbedret, og tror, det vil lykkes og blive til stort Gavn for Folket. Imidlertid vil jeg ikke her fræmsætte mine ringe Tanker om, hvori denne Forbedring skal bestaa. Det hører hjemme et andetsteds, og det er desuden min faste Overbevisning, at hvor ypperlig end Almueskolen indrettes, vil den alene aldrig kunne udbrede den folkelige Oplysning, som vi tiltrænger. Grunden dertil er den, at en saadan borgerlig Oplysning umulig kan meddeles i Børneaarene. Jeg maa her bede Læseren om ei at misforstaa mig. Jeg ved meget godt, at Børn kan lære Meget og Mangt; de kan lære at læse, skrive og regne; de kan ikke blot lære en hel Del udenad men ogsaa med Nytte indsamle mange Kundskaber samt øves i at fatte og tænke over, hvad der ligger indenfor deres Erfaringskreds; ja, hvis Undervisningen er god, kan der ogsaa hos mange af dem vækkes levende Sands og varm Følelse baade for Kristendom og Fædreland. Men med alt dette er de derfor endnu ikke oplyste nok til at være dygtige Medlemmer af det borgerlige Samfund; dertil maa der virkelig Mere. Dygtighed i Læsning, Skrivning og Regning er i og for sig selv ingen egentlig Oplysning, men kun Midler til at faa Oplysning. Og Sandsen for Kristendom og Fædreland er ingenlunde nok i og for Livet; der gjælder det ogsaa om en Indsigt og Erfaring, som aldrig Barnet men kun det voxne Menneske kan faa med Aarene. Skolen lægger en Grundvold, men hvor god denne end er, saa duger den kun Lidet eller Intet, hvis der ikke siden bygges paa den. Skolen kan og skal berede Menneskets aandelige Jordbund og nedlægge Sæden, men heller ikke Mere; – skal denne voxe og trives og blive til noget synderlig Gavn, da maa der ogsaa senere gjøres Noget derfor. Det er i den aandelige Værdien akkurat
