kjender Hjærtet. Jeg vil blot spørge, hvis Tale er mest
kristelig, mest folkelig og mest menneskelig, enten Konens eller
hin Mands? Hendes Tankegang er nok mere gammeldags
end hans, men det er en Gammeldagshed, som er saa inderlig
vakker; – Gud give, man længe vilde elske den og ikke
lade sig henrive af det Nymodens, førend det virkelig er
prøvet! Jeg er vis paa, denne Kone igrunden er meget
lykkeligere, end mangen En, der idelig knurrer og klager,
skjønt han altid har haft tilovers.
Jeg har i det første Stykke paapeget, at Oplysning
er en saare gavnlig Ting. Det passer paa Vandringen gjennem
Livet saavelsom paa enhvær mørk og farlig Vei, at „Lys
er halv Staldbroder“, som Ordsproget siger. Dette gjælder
til alle Tider; men dobbelt nødvendig er Oplysningen i vore
Dage og under vor nuværende Statsforfatning. Herom kunde
der ogsaa være saare Meget at sige; men nøiere at udvikle
Oplysningens Væsen og Uundværlighed faar opsættes til en
anden Gang. Jeg skal nu kun holde mig til et Spørgsmaal,
som her maa gjøres, og det er dette: Paa hvad Maade
og ved hvilke Midler kan større Oplysning udbredes
iblandt os?
Herpaa er der bleven, og vil vel fræmdeles blive svaret, at det især maa blive Skolevæsenets Sag. De fleste oplyste og fædrelandssindede Mænd er nu kommen til den Overbevisning, at Almueskolen maa grundforbedres, hvis den skal blive, hvad den bør være. Endnu er man rigtignok ikke enig om, hvori denne Forbedring skal bestaa, og hvorledes den bør udføres; men lidt efter lidt vil vel ogsaa den Sag opklares, og Norge kan derfor visselig om nogen
