hans Aand, – mere end nu blive en Gjenstand for hans egen Eftertanke, og just derved blive ham kjærere, behageligere og lettere. Men baade i denne og i andre Retninger kan det ikke saa meget være Tidsskriftets Sag at meddele mange Kundskaber som især at vække Sandsen for dem. „Selskabet for Folkeoplysningens Fræmme“ vil jo ogsaa søge at virke gjennem andre særskilte Skrifter.
Der kunde maaske alligevel findes Somme, som synes, at Tidsskriftet paa denne Maade, som nu er antydet, vil gjøre for liden Nytte. Men Ordet nyttigt har nu en saa forskjellig Mening hos de forskjellige Mennesker. Der er Mange, som derved kun tænker paa Penge og Klæder og Brød, og for dem synes vel ikke et saadant Skrift at have synderligt Værd. Det er dog et sandt Ord, at „Mennesket lever ikke alene af Brød“; – det gjælder baade i Guds Rige og i det borgerlige Samfund. Mennesket lever ikke alene af Brød, – læg vel Mærke til disse Ord! Dyret er fuldkommen tilfreds naar det blot kan fylde Bagen, og har Mennesket den samme Mening, da gjør det sig til Dyrets Kammerat. Jeg vil nu ikke tale om, at vi for at blive salig maa tragte efter noget langt Andet end Mad og Drikke. Jeg vil blot spørge den, som tror at have nok med disse Ting, om de virkelig kan skaffe ham et lykkeligt Liv paa Jorden. End om du har Overflod af Penge og Brød, men ikke er tilfreds i din Stilling og nyder dit Brød med Nøisomhed, – er du da lykkelig? Dersom nu Tidsskriftet maaske kunde hjælpe til, at du fik dit Fædreland, dit Hjem og dit jordiske Kald rigtig kjært, og gjøre dig mere tilfreds og fornøiet med din Stilling, tror du ikke da, det gjorde stor Nytte? Og det vil Tidsskriftet virkelig arbeide paa. Der skulde Intet være glædeligere, end at en saadan Tilfredshed maatte blive almindelig i Landet, – maatte findes hos Arbeidsmanden i hans Hytte, ligesaavel som i de store Herregaarde, – findes hos Fjeldbonden saavelsom hos Fiske-
