og dets offentlige Anliggender, da er Spørgsmaalet allerede før besvaret; thi det er jo netop Sandsen derfor, vi vil vække. Tænker man derimod paa at tage Del i de politiske Stridigheder mellem vore nuværende Partier, saavelsom mellem Regjering og Storthing, – da besvares Spørgsmaalet med et bestemt Nei. Tidsskriftet vil ikke paa den Maade politisere; det vil idethøieste skaffe Folk en saadan Oplysning, at de, hvis de har Lyst, selv kan politisere med lidt Forstand. – Endnumindre vil det staa aabent for personlige Angreb og Kjævlerier. Ikke engang til Selvforsvar kan det afse Rum. Angribes det, som vistnok i vore Dage er rimelig; og bliver det nødvendigt at tage til Gjenmæle derimod, – da faar Modstanderen mødes der hvor han selv træder fræm.
Vi har allerede sagt at det fornæmmelig er Menigmand vi vil have for Øie. Han har Meget at stræbe med, han; og kunde vi blot lindre hans Kaar, lette hans Byrder og gjøre ham lykkeligere, da skulde det være os inderlig kjært. Men vi vil ikke love „Guld og grønne Skoge“, naar vi ikke ogsaa kan skaffe ham det. Men hvad vi lover, det skal vi holde; og det er, at vi nu og da vil hjælpe til at udbrede Oplysning om Folkets Næringskilder; om den bedste Maade, hvorpaa man kan anvende de Ting og de Kræfter, som findes i Jorden og den øvrige Natur, og overhovedet om, hvorledes man kan afvinde sit Arbeide den største Fordel. Vi vil da saaledes berøre Meget og Mangt i det borgerlige Samfundslivet Forholde, som tjener til at bevare og forøge Arbeidets Værdi, og som derved gjør det lettere for Enhvær at forskaffe sig Udkomme og opnaa bedre Kaar. Naar Menigmand søger at forskaffe sig større Oplysning ogsaa om disse Ting, da kan hans Stræv vistnok lidt efter lidt blive mere lønnende for ham. Han vil da ogsaa lære at indse, at Driftighed og fornuftig Sparsomhed er nødvendig, forat Arbeidet kan blive rigtig lønnende. Og derhos vil hans Haands Arbeide da mere end nu kunne sysselsætte
