ren, der drivvaad og frossen vugges i sin Baad. Og dertil er især to Ting nødvendig: Flittighed og Tillid til Guds Velsignelse.
Tilsidst et Par Ord til vore skrivføre Folk. Jeg har allerede udtalt og tillader mig her at gjentage Ønsket om at erholde Bidrag til Tidsskriftet. Af Alt, hvad her er sagt, vil det vel kunne skjønnes, hvad der fra Indholdens Side kan være passende. Helst ønskes der kortere Stykker, og en Hovedfordring bliver det stedse, at de er skrevne i et folkeligt Sprog. Fræmmede Ord maa altsaa saameget som muligt undgaaes, og jo mere Stilen kan ligne Folkets Maade at tale paa, desbedre.
I de ældste Tider var Norge endnu ikke bleven
til eet Rige, men her raadte mange Konger, som havde
Somme større og Somme mindre Smaariger under sig; ja
Mange, som kaldtes Konger, aatte vel ikke saa meget som
en Fodsbred paa Landjorden hjemme, men de var Sjøkonger,
som havde en dygtig Hob krigslystne Karle, gamle og
unge, med sig ud paa de Sjøtog, som de gjorde til Landene
baade i Vest og i Øst. Al gjøre stige Sjøtog kaldtes at
fare i Viking, og man holdt det for en ærlig Sag at plyndre
paa fremmede Kyster og give sig i Kast med andre Vikingskibe,
for derved at vinde baade Gods og Guld og i
Særdeleshed Rygte for at have vist Mod og Manddom i