demokratiske Styrelsesform. Det hos os gjeldende Etkammersystem er i Forening med §§ 49 og 79 det bedste Bevis paa vort Folks Suverænitet.
Af alle nu bestaaende monarkiske Forfatninger er der foruden vor kun én, af forholdsvis ny Dato (den græske af 1864), hvis Nationalrepræsentation kun bestaar af ét Kammer. I alle andre Stater er der et Overhus, Senat, eller hvad det kaldes, hvis Medlemmer enten er arvelige som i England eller kongevalgte som i Portugal og Italien eller valgte af eller blandt Rigmændene, eller ogsaa er Kammeret sammensat ved en Forening af disse forskjellige Valgmaader. Overhusene har altid vist sig at være Reaktionens sikreste Støtte i Modstanden mod Folkenes Frihed og Fremskridt. Det er Levninger, Gjengangere af Fortidens. Statsformer, det er en Protest mod det moderne Etatssystem, der arbejder til bedste for det almene, det hele, det er Klassesystemet, dette, at stille enkelte Klasser, de øverste, de bedst stillede Lag, ud fra det hele, store Samfund og give dem Forrettigheder, Særindflydelse paa Statsstyrelsen. En saadan Ordning er ikke demokratisk, den er af aristokratisk Natur.
Vi ved, hvilke vanskelige og haardnakkede Kampe andre Landes Nationalforsamlinger, de af Folket virkelig valgte Repræsentanter, har havt og fremdeles har med sine Overhuse, vi ved ogsaa, hvorledes disses Magt i de fleste Lande er gaaet mere og mere tilbage. Utviklingens Lov har været stærkere end den skrevne Grundlov, og i mange af Europas Stater, i England, i Belgien, Holland, Italien, er det kommet dertil, at Folkets Suverænitet praktisk har brudt igjennem trods Overhus og kongelige Privilegier. Nu og da gjøres der vistnok Forsøg paa at sætte Demninger mod Folkets Vilje; men nogen varig Modstand kan der ikke gjøres. Udfaldet af Valgene til Folkets Kammer bliver mere og mere det bestemmende for, i hvilken Aand Landets Styrelse skal føres. Og, som sagt, dette sker i andre Lande ikke i Samklang med Landets Grundlov, men trods denne. Hos os derimod, hvor Landets Grundlov netop er grundlagt paa Folkets Suverænitet, her har man villet opretholde et Minoritetsstyre og i de senere Aar gjøre dette strammere end nogensinde før.
Lovgivningsmagten er i Folkets egne Hænder. Thi Storthinget, det er Nationen. Det kan være, at Folkets Mening i enkelte Tilfælde derigjennem kan komme frem paa en noget misvisende Maade; men Nationen har ingen anden Maade at udtale sig paa, og for hvert nyt Valg har Folket i sin Magt at tale klarere og eftertrykkeligere. Hvem er saa disse Vælgere, der sen-
