der Lovgiverne til Thinge? Naar vi ved, at Landdistrikterne sender de to Tredieparter af Repræsentanterne, og at paa Landet paa nogle faa Undtagelser nær alle de stemmeberettigede er Bonder, og naar man stiller sig for Øie vore Bonders Livsvilkaar, saaledes som disse var over det hele Land paa den Tid, Grundloven blev givet, og lang Tid bagefter, og saaledes som de fremdeles er i de allerfleste Bygder, saaledes nemlig, at vore Bonder ikke er Godseiere, men paa faa Undtagelser nær Smaabrugere, der selv lever den tarvelige Arbejders Liv, — tager vi dette i Betragtning, da ved vi, paa hvilket ægte demokratisk Grundlag Eidsvoldsmændene lagde vor Statsforfatning.
I en af saadanne Valg fremgaaet Folkerepræsentation hviler ene og alene Lovgivningsmyndigheden. Vi ved, at der fra vore Bureaukraters Side har været udslynget mange Haansord mod en saadan Ordning og i det hele mod Bønderne som Lovgivere. Etkammersystemet har ofte været omtalt paa en foragtelig Maade. Der er jo intet andet skikkeligt Land, som har det, siger man. Jo, Grækenland; men dette har man da skildret som en halv Røverstat, og saa har man gjort sig rigtig tilgode med at haane de græske Forhold. Men er det da ikke saa, at Grækenland netop er gaaet frem i alle Retninger under sin nuværende Forfatning af 1864?
Der har hos os været Planer igjære om Oprettelsen af et Overhus; men da Realisationen af en saadan Plan for de allerfleste Høiremænd staar som umulig, har de opgivet den, ialfald officielt, og til Gjengjæld opstillet Læren om Regjeringen som et Overhus. Regjeringen skulde staa i Ligevægtsstilling til Storthinget, i Modsætningsforhold, den skulde indtage en selvstændig Stilling saadan omtrent lige suveræn, lige megtig som Folkerepræsentationen.
Ja, hvordan forholder det sig egentlig med den Ting? Vi har fordelt den suveræne Magt, sagde Eidsvoldsmændene, og lagt den lovgivende Magt i Folkets Haand og den udøvende i Kongens. I disse Ord har da vort Høire villet finde Ligevægtslæren forkyndt. Men Ulykken er, at der staar ikke „tvedelt“ eller „delt lige“, men „fordelt“, og en Fordeling kan jo ske paa høist ulige Maade. Og her staar der jo udtrykkelig tilføiet, hvorledes Fordelingen er skeet, den lovgivende til Folket, den udøvende til Kongen, staar der. I denne Udtalelse ligger intet nyt, der gjentages kun, hvad der staar i § 49 og § 3: „Folket udøver den lovgivende Magt“ og „den udøvende Magt er hos Kongen“. Der er altsaa nærmere forklaret, hvori hver enkelts suveræne Myndighed bestaar.
