Folkets eneraadende Myndighed paa Lovgivningsfeltet. Men dette, at Kongen hos os er udelukket fra Lovgivningsmyndigheden, det er mange en haard Pille at døje. Vore kloge Forsigtighedsmænd har kludset og fortolket, tøiet til alle Kanter for at kunne faa opkonstrueret en Formynderstyrelse. Der maatte paa Liv og Død pines ind i vor Grundlov den samme Tankegang som den, der fandtes i andre Grundlove. Man tilfortolkede Kongen et absolut Veto i Grundlovssager ialfald. Og som Argument herfor har da ogsaa uden videre været anført, at der ikke findes nogen monarkisk Stat, hvor saadant mangler.
Ja, selv § 79 har ikke kunnet gaa fri for Fortolkningskneb. Det fik vi da høre ivaar. Regjeringen vilde naturligvis nægte at respektere Lensmandsloven, hed det i Højrepressen skjønt den overensstemmende med § 79 var vedtaget tre Gange. Hvorfor? Jo, den var uforenelig med Grundloven, sagdes der, som om Regjeringen havde noget med at have nogen Mening om den Ting. At dømme om, hvorvidt en Lov er forenelig med Grundloven eller ikke, ligesaavel som at dømme om, hvorvidt den er gavnlig eller ikke, det bliver dog vel sandelig deres Sag, hvem Lovgivningsmyndigheden tilhører. Og hos os er det nu engang saa, at dette ikke er Regjeringen. Imidlertid, vort Aprilministerium fik saamen andet at gjøre end at spekulere paa saadanne Slags Lovbrud.
I denne Forbindelse skal ogsaa nævnes, at der i flere af vore Lærebøger er smuglet ind den Lære, at den lovgivende Magt udøves af Kongen og Folket i Forening, tvertimod Grundlovens egne Ord i §§ 49 og 79. En af de af Rigsretten for Grundlovsbrud dømte Statsraader har da ogsaa nylig hævdet, at en saadan Lære var den rette. Det norske Folk vil vel heller ikke saa let glemme, at en af Høires mere betjendte Talere for ikke saa lang Tid siden udtalte paa et stort Folkemøde, at det var et tvilsomt Gode, dette med § 79. Den samme Mand er netop nu valgt ind i Bestyrelsen af Høires Centralforening.
Det norske Folk vil ikke glemme dette. Thi i § 79 har det altid seet en af Frihedens sikreste Grundpiller. Og det har da ogsaa vist sig, at de Love, som er drevne igjennem ved Hjælp deraf, alle er Seire for Frihed og demokratisk Ordning imod aristokratiske og bureaukratiske Institutioner.
Folket giver sig altsaa selv sine Love, den Sag er klar. Hertil kommer, at den Maade, hvorpaa dette sker, det vil sige den Maade, hvorpaa Lovgiverne velges, og Nationalforsamlingen sammensættes, er ordnet fuldt ud i Overensstemmelse med den
