Rigsdagen ikke uden Kongens Samtykke give nogen ny eller afskaffe nogen bestaaende Lov“. Den nederlandske: „Den lovgivende Magt er hos Kongen og Generalstaterne i Forening“. Den belgiske: „Den lovgivende Magt udøves af Kongen, Repræsentanternes Kammer og Senatet i Forening.“ Den preussiske: „Den lovgivende Magt udøves af Kongen og tvende Kamre i Forening. Til en hver Lov udkreves Overensstemmelse mellem Kongen og begge Kamre“. Den østerrigske: „Til enhver Lov udkræves Overensstemmelse mellem begge Huse og Keiserens Stadfestelse.“ Den italienske: „Kongen og to Kamre, Senatet og de Deputeredes Kammer, udøver i Forening den lovgivende Magt“. Og saa fremdeles, som vi ser, i omtrent ligelydende Udtryk.
Hos os derimod — vi skal gjentage det endnu en Gang — heder det ret og slet: „Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget“. Ingen Konge, intet arveligt eller kongevalgt Overhus kan sætte nogen Bom for Folkets Vilje paa det lovgivende Omraade. Er saa ikke Folket paa dette Felt suverænt? Vi antager, at dette er ligesaa sikkert, som at Folkesuveræniteten ikke er anerkjendt i nogen anden monarkisk Forfatning.
Eller tror kanske nogen, at § 49 blot er en uheldig Redaktion? Vi henviser da til § 79, der i uomtvistelige Ord viser, at og hvorledes Folket trods Kongens Ønske ifører sin Vilje Lovskraft.
Paa denne vort Folks suveræne Lovgivningsmyndighed har der som bekjendt været gjort mange Angreb. Blandt de 14 voldsomme Ændringer, Karl Johan foreslog for Storthinget i 1824, var Afskaffelsen af denne Folkets Enemyndighed den vigtigste. Vor Grundlov skulde da omstøbes fra at være et Udslag af Frihedsprinciperne fra 1789 til en Form, der stemte overens med Reaktionens Opfatning af Statsbegrebet. „Naar den Ret at foreslaa Love“, siger Karl Johan i sin Proposition til Storthinget, „tilhører i lige Grad Kongen og Folkerepræsentationen. naar til Fuldstendiggjørelsen af en Lov udfordres begges fælles Samtykke, da staar Vægtskaalen lige, og Rettighedernes Ligevægt bliver et trygt Vern for Friheden“.
Dette er jo ud og ind den velkjendte Ligevægtslære, saaledes som den blev fremstillet for 136 Aar siden af Montesquieu, som var i saa god Kurs blandt Reaktionens Politikere for 60 Aar siden og videre frem gjennem Tiden, og som derfor ogsaa har banet sig Adgang til alle monarkiske Konstitutioner, der en grundlagte efter 1815.
Storthinget i 1824 afviste Forsøget; det vilde ikke beskjære
