Der er kun to monarkiske Stater i Europa, hvis Forfatninger
kan siges at være eldre end vor, nemlig Englands og Sveriges.
Englands Forfatning skriver sig fra Tider, der ligger langt forud
for den Tid, da Folkesuverænitetstankerne fødtes, og den hviler som
bekjendt paa Kontraktsforholdet. Og skjønt Sveriges Forfatning
fra 1809 vistnok blev skreven, netop som den store Revolutions
Ideer svermede om, er den dog ikke grundlagt paa disse, men er
i det væsentlige kun en Gjenindførelse af den i 1789 afskaffede
Regjeringsform af 1772. Sverige har nemlig det tilfælles med
England, at dets Statsforfatning for en væsentlig Del er Frugten
af Aarhundreders hjemlige Udvikling, og ikke, som vor og
flere andre Staters, Laan fra andre Lande. Ved Revisionen af
1866 er den vistnok bragt i større Harmoni med de andre nu
bestaaende Forfatninger.
Alle de øvrige monarkiske Forfatninger er af senere Dato end vor, den portugisiske af 1826, revideret i 1852, den belgiske af 1831, de øvrige fra Frihedsaaret 1848 og følgende Aar eller fra end senere Dato. Alle er de Trængselens Børn, Indrømmelser, som Reaktionen nødtvungent har maattet gjøre Oppositionen, og de er fremkomne som Overenskomster, Kontrakter mellem den suveræne Fyrste og Folket. Ikke saa hos os. Vor Grundlov har vort Folk givet sig selv paa et Tidspunkt, da det paa Grund af Omstændighederne var kommet i Besiddelse af al suveræn Magt. Eidsvoldsmændene byggede Grundloven paa denne Folkets Suverænitet i Tilslutning til de Grundsætninger, som gaar igjennem den nordamerikanske Forfatning og den franske af 1791.
Det falder saa særdeles let at bevise, hvor aldeles principforskjellig vor Grundlov er fra enhver anden nu bestaaende monarkisk Grundlov, principforssjellig netop der, hvor der spørges om, hvis Vilje det er, som i sidste Instans skal raade i Statssamfundet.
Den af Grundlovens Bestemmelser, som paa den mest afgjørende Maade indfører Almenviljen som øverste Lov, er § 49, der siger, at „Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget“. Højre har haanet og vrenget ad Læren om Folkets Suverænitet, kaldt den ukristelig og stammende fra neden. Men det kan ikke nægtes, at paa Lovgivningsfeltet ialfald, der er Folket suverænt; det ene og alene har her al afgjørende Myndighed, medens i alle andre monarkiske Stater er Lovgivningsmyndigheden delt mellem Kongen og Folket. „Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening“, siger udtrykkelig den danske Grundlov. I den svenske heder det: „Kongen maa ikke uden Rigsdagens og
