som holder igjen, saaledes som i andre Lande, hvor der er Overhus, eller hvor endogsaa Underhusmedlemmerne ingen Diæter har. Dette, at der ingen Diæter betales det engeskle Parlaments Underhusmedlemmer, har der endogsaa været lagt særlig Vægt paa. Sammenlign vore Storthingsmænd med de engelske Parlamentsmedlemmer, siger man. Det bliver jo i England blot de mere velhavende, som kan tage mod Valg, siger man, som om dette skulde være noget priseligt Forhold.
Høire har taget Exempler fra de forskjelligste Lande i Europa for at vise, hvor forsigtigt, hvor konservativt Statsforfatningerne der er ordnede, og saa har de da draget den Slutning, at det samme maatte være Tilfældet ogsaa hos os, og naar vi nu bevislig hverken har Overhus eller flere lignende Stillestandsinstitutioner, saa har man sagt, at hos os maa de tilsvarende Dødvægter findes paa andre Hænder, og saa blev det da hos os Regjeringen, som skruedes op til at fungere som Overhus og i det hele taget til at indtage en Funktion i Statsmaskineriet, som vor Grundlov ikke kjender noget til.
Det har derimod ikke faldt vort Høire ind, at naar vor Grundlov ikke har indsat saadanne Særgarantier for Konservatismen, saa er det af den simple Grund, at den ikke vil have dem. Høire lukker sine Øine for den Kjendsgjerning, at vor Statsforfatning hviler paa en ganske anden demokratisk Grundvold end nogen anden monarkisk Statsforfatning. Allerede dens historiske Tilblivelse gjør dette saa rimeligt, snart sagt nødvendigt. Vi har i lange Tider været vante til at høre, at det var i et heldigt Øieblik, vor Frihed blev født, at hvis vor Grundlov var bleven skrevet et Par Aar senere, da havde den ikke været saaledes gjennemaandet af Frihedens Luftning, som Tilfeldet nu er. I 1814 var endnu Frihedsideerne fra 1789 oppe i Dagen. De Mænd, som førte an paa Eidsvold, var begeistrede af disse, og de skrev Grundloven ud af de Folkesuverænitetsprinciper, som gik igjennem den første franske Grundlov af 1791.
Fra 1815 af gjorde Reaktionen sin Runde i Europa, og mellem denne og Frihedstankerne fra Revolutionstiden kom det i de følgende Aartier til voldsomme Brydninger, og først efter haardnakkede Kampe lykkedes det Nationerne at fravriste Reaktionen konstitutionelle Forfatninger, Forfatninger, som dog alle er mærkede af vort Aarhundredes reaktionære Forsigtighedsregler. Det har ikke lykkedes i nogen af dem at faa indsat den Folkets Suverænitet, som fandtes i den franske Grundlov af 1791, eller som findes i vor Grundlov af 1814.
