Gange opfordredes til at omstyrte Grundloven og gjøre Oprør mod Rigets Ret. Men dermed sprængte Partiet sig ogsaa selv, og dets Tid var hurtigere forbi, end nogen havde ventet.
Høires Forhold i Dagene mellem 27de Februar, da Dommen over daværende Statsminister Selmer blev afsagt, og 11te Marts, da Hr. Selmer fratraadte, er af den Art, at den aldrig hverken kan eller bør glemmes, og den maa være aldeles dræbende for Partiet som politisk Parti. I de voldsomste Udtryk opfordrede saagodtsom alle Høires Blade til Oprør mod Loven. Man kan sige, at dette er Pressen, og Partiet kan ikke staa til Ansvar derfor. Men i vore Dage er det netop gjennem Pressen, man kan føle et Parti paa Pulsen, og i disse 14 Dage fremkom der ikke en eneste, bogstavelig talt ikke en eneste Protest fra Høire, hverken fra Enkeltmand eller fra Grupper, imod de forræderske Opfordringer, ialfald ikke i Kristianias ledende Høireorganer. Jo, der stod i „Morgenbladet“ en eneste Protest fra en Enkeltmand, men denne Protest stod først samme Dag, da Resolutionen om Selmers Fratrædelse faldt. Hvor var de henne alle de saakaldte lovlydige Mænd? Hvorfor traadte de ikke frem i et for vort Folk saa skjæbnesvangert og vigtigt Tidsrum? Det er med Skam, Partiet er gaaet tilgrunde, en Skam, det aldrig kan faa afvasket.
Et Parti, der optræder, som vort Høireparti har gjort i de senere Aar, bør aldrig komme til Magten igjen, men maa som Parti forsvinde. Dets Lære om Ministrenes Ansvarlighed, om Minoritetens Ret til at styre er en fræk Forhaanelse af vor frie Forfatning og dens Grundprinciper, og en saadan Tilstand indebærer den største Fare for Samfundet, da den ikke anviser nogen fredelig Løsning mellem de stridende Kræfter. Den eneste Løsning, Høire vidste at pege paa, var Revolution, Borgerkrig, og skal man dømme efter Høires Aviser, maa vi iaar have været nær denne den største Ulykke for et Samfund. Den parlamentariske Styrelsesform derimod lader enhver Stridighed blive løst i lovlige Former. Ministeriet Sverdrup er netop et levende Bevis herpaa. Fredelige Forhold er med dette igjen vendte tilbage i vort Samfund.
Man vil kanske sige, at Høire nu har opgivet sin Minoritetstheori og sin Obstruktionspolitik. Dette er dog ikke saa. I Høires Presse har vistnok enkelte nu frasagt sig Fellesskab med dem, som ivinter vilde bryde Forfatningen; men de fleste holder fremdeles paa, at Lovbruddet burde været gjort, „mødt Lovbrud med Lovbrud“, som de selv kalder det.
Og de Mænd, som er valgte ind som Bestyrere i Høires Cen-
