tralforening, betegner tilstrækkelig, hvilket Standpunkt Høire fremdeles staar paa. Alle har de været blandt de ivrigste Forkjæmpere for det Regjeringssystem, som iaar led et saa komplet Nederlag.
Der er blandt Høire enkelte Røster, som har hevet sig for at anerkjende Flertalsstyret; de har sagt, at det eneste, Høire nu kan haabe paa, er at komme i Flertal ved Valgene. Men de fleste holder paa sin gamle Opfatning. Vi skal saaledes høre, hvad „Budstikken“ siger i en Redaktionsartikel for 24de November: „At Mænd inden Høire finder, at „den nye Statsskik“ er en Kjendsgjerning, som vi nu alle maa bøie os for og anerkjende, det er ligesaa forunderligt som beklageligt“.
„Det kan dog umulig være Høires Mening at godkjende denne Parlamentarisme som „den nye Statsskik“, der herefter skal være ubrødeligt gjældende norsk Forfatningsret. Hvis Høire det gjør, opgiver det med det samme alt, hvorfor det hidtil har kjæmpet, og som med et Ord kan sammenfattes i: Opretholdelsen af Grundlovens Magtfordeling, Bevarelse af Kongemagten som selvstændig Statsmagt ved Siden af Storthinget.
Vi tror, at naar der inden Høire for Tiden høres Tale om, at Parlamentarismen har vi nu faaet, og den kommer vi ikke bort ifra igjen, da er saadan Tale paa ingen Maade et korrekt Udtryk for, hvad Høire i sin Helhed mener og tenker. Sandt at sige tror vi ikke, at selv de Høiremænd, som fører saadan Tale, vil godkjende dens Konsekventser.
Thi skulde det forholde sig saa, at Parlamentarismen nu virkelig var en fastslaaet Kjendsgjerning i vort Land, saa kunde der jo ikke blive Tale om en ny forfatningstro Regjering, forinden Høire opviste Majoritet ved Valgene. Men for os Høiremænd maa det dog staa fast, at Kongens Ret efter § 12 til frit og uhindret af alle Valg og Partier selv at vælge sine Raadgivere, kan og maa og skal komme til Anvendelse herefter som hidtil?“
Her staar der med rene Ord, hvad man vil. Det „kan og maa og skal komme“ dertil igjen, at Kongen „frit og uhindret af alle Valg“ vælger sine Raadgivere. Her ser vi, hvad Høire pønser paa, det vil styrte den parlamentariske Regjering og uden at tage Hensyn til Udfaldet ved Valgene igjen faa Kongens Raadsbord kringsat af Mænd, hæntede ud af den bureaukratiske Ring. Det gjælder derfor nu for det liberale Parti at være paa Vagt. Ikke en eneste én af de Pladse, Venstre nu har i Storthinget, maa det miste; thi det vilde af Høire blive opfattet som en Seier. Ifølge parlamentariske Regler er vistnok selv det mindste Flertal tilstrækkeligt til at holde en Regjering; men det er i Lande, hvor
