Side:Folkeeventyr (1852).djvu/96

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Møllen, for selv begynder jeg at blive gammel og affældig." "Ja, saa gaaer det mig ogsaa," sagde Peer Kræmmer, "og derfor vilde jeg gjerne have En, som jeg kunde lære op til at handle. Hvis du vil lade mig faa ham, skal jeg give dig sex hundrede Daler, saa kunde du kjøbe dig en Gaard, og leve i Ro og Fred paa dine gamle Dage." Ja, da Mølleren hørte det, lod han Peer Kræmmer faae Gutten. Disse reiste nu vidt omkring med Kram og handlede, til de kom til et Gjæstgiversted, som laa ved Kanten af en stor Skov. Derfra sendte Peer Gutten hjem med et Brev til sin Kone - for beent over Skoven var det ikke langt - og bad ham at han skulde sige til hende, at hun saa snart som muligt skulde gjøre det, som stod i Brevet. Men i Brevet stod der, at hun strax paa øieblikket skulde tænde op et stort Baal og kaste Møllergutten paa det, og hvis hun ikke gjorde det, da skulde hun brændes levende selv. Gutten gik afsted med Brevet over Skoven. Da det led mot Kvælden, kom Gutten til en Gaard langt borte i Skoven, hvor han gik ind; men i Huset fandt han ingen Mennesker; i et Værelse fandt han en opredt Seng, og den lagde han sig tværs over. Brevet havde han sat under sit Hattebaand, og Hatten lagde han over Ansigtet. Da Røverne kom hjem, (for paa Gaarden havde tolv Røvere sit Tilhold), og de saae Gutten ligge paa Sengen, undredes de paa, hvad han var for En, og En af dem tog Brevet og brækkede og læste det. "Hm, hm, sagde han; det er Peer Kræmmer, som er ude; men nu skal vi spille ham et Puds, for det vilde være Synd, om