den gamle Kjæltringen skulde faae gjort Ende paa en saadan ung, vakker Gut." Saa skrev Røverne et andet Brev til Peer Kræmmers Kone, og fæstede det under Hattebaandet, medens Gutten sov, og i det Brev satte de, at hun øieblikkelig skulde holde Bryllup for Datteren og Møllergutten, og give dem Heste og Fæ og Huusgeraad, og sætte dem i fuld Vei paa den Gaard, som han havde oppe under Aasen, og hvis det ikke var gjort, til han kom hjem, saa skulde hun komme til at lide Straf for det. Den anden Dag lod Røverne Gutten gaae, og da han kom hjem og leverede Brevet, sagde han, at han skulde hilse fra Peer Kræmmer og sige, at hun saa snart som skee kunde skulde fuldbyrde, hvad der stod i Brevet. "Du maa have opført dig godt, du," sagde Peer Kræmmers Kone til Møllergutten, "siden han kan skrive saaledes nu; thi dengang I reiste, var han saa gal paa dig, at han ikke vidste hvorledes han skulde faae dig af Dage." Hun lavede da strax til Bryllup og satte dem i Vei med Heste og Fæ og alskens Huusgeraad paa Gaarden oppe under Aasen.
Ikke længe efter kom Peer Kræmmer hjem igjen og det Første, han spurgte om, var, om hun havde gjort hvad han havde skrevet i Brevet. "Ja, jeg syntes nok det var rart, men jeg turde ikke Andet," sagde hun. Saa spurgte Peer, hvor Datteren var. "Du kan vel vide hvor hun er," sagde Konen; "hun er jo hos ham paa Gaarden oppe under Aasen, saaledes som det stod i Brevet." Da Peer Kræmmer fik høre, hvorledes det hang sammen, og han fik see Brevet, blev han saa vred, at han
