Side:Folkeeventyr (1852).djvu/95

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


og de bleve begge glade og vilde beholde Gutten; thi selv havde de ingen Børn og vare alt saavidt til Aars, at de heller ikke kunde vente at faae nogen mere. Da det nu led om nogen Tid, begyndte Peer Kræmmer igjen at undres, om der ikke vilde komme nogen Beiler til hans Datter, som var saa rig og havde saa mange Penge. Men der kom ingen, og saa reiste han igjen til Stjernekikkerne og bød dem mange Penge, hvis de kunde sige ham, hvem hans Datter skulde faae til Mand. "Vi har jo sagt dig, at hun skal faae den Møllergutten dernede," sagde Stjernekikkerne. "Ja, det er godt og vel nok," sagde Peer Kræmmer; "men han er nu kommen af Dage; og hvis jeg kunde faae vide, hvem min Datter skal have til Mand, saa vilde jeg gjerne give Jer to hundrede Daler." Stjernekikkerne saae paa Stjernerne igjen, men saa blev de vrede og sagde: "Hun skal alligevel have den Møllergutten, som du satte ud i Elven og vilde gjøre Ende paa, for han lever endnu og er i den Mølle, som ligger saa og saa langt nedenfor." Peer Kræmmer gav dem to hundrede Daler for den Underretning og tænkte paa, om han da ikke skulde kunne blive af med den Møllergutten. Det første Peer Kræmmer gjorde, da han kom hjem, var at reise ned til Møllen. Da var Gutten saa stor, at han var konfirmeret, og han gik i Møllen og hjalp til. En vakker Gut var det bleven af ham. "Kunde du ikke overlade mig den Gutten, du?" sagde Peer Kræmmer til Mølleren. "Nei, kan jeg ei," svarede han; "jeg har trukket ham op som min Egen og han har artet sig vel, saa jeg nu kan have Hjælp og Nytte af ham i