Gutten skal ikke lette den, kan jeg troe;" men hun var saa glad i Gutten, at hun ikke vilde miste ham. Da Mølleren kom ind, sagde Peer det Samme til ham, og lovede at han skulde give dem sex hundrede Daler for Gutten, saa at de kunde kjøbe sig en Gaard og slippe at male for Folk, og sulte, naar der manglede Kværnvand. Det syntes Mølleren godt om, og han talte med Konen, og saa fik Rige-Peer Gutten. Moderen græd og bar sig ilde; men Peer trøstede hende med at han skulde have det godt; kun maatte de love, at de ikke skulde spørge efter ham; thi han vilde sætte ham langt bort i andre Lande, til at lære fremmede Sprog. Da Peer Kræmmer var kommen hjem med Gutten, lod han snedkre en liden Kiste, som var saa peent indrettet, at det var en Lyst at see. Den tættede han med Beg, lagde Møllergutten i den, læste Laasen igjen, og satte den ud i Elven, saa Strømmen foer afsted med den. Nu er jeg kvit ham, tænkte Peer Kræmmer. Men da Kisten havde seilet langt nedover Elven, kom den ind i en Vandrende til et andet Møllebrug og foer gjennem den ned paa Kværnkallen, saa at Kværnen standsede. Manden gik da ned og skulde see efter, hvad det var, som standsede Kværnen, fandt Kisten og tog den med sig op. Da han kom hjem til Konen om Middagen, sagde han: "Jeg undres rigtig, hvad der kan være for Noget i denne Kiste; den kom farende ned paa Kværnkallen gjennem Renden og standsede Kværnen for mig i Dag." "Det skal vi snart faae vide," sagde Konen. "Nøglen sidder jo i Laasen; luk bare op." Da de lukkede op, laa der det vakkreste Barn, Nogen vilde see,
