Side:Folkeeventyr (1852).djvu/78

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ſtandig paa Træerne efter Mad, og piber mod Regnveir; thi hun er altid tørſt, og da venter hun Drikke.

3.
Fugl Dam.

Der var engang en Konge, ſom havde tolv Døttre, og dem holdt han ſaameget af, at de næſten beſtandig maatte være hoſ ham; men hver Middag, naar Kongen ſov, gik Prindſesſerne ud at ſpadſere. Engang da Kongen tog ſig ſin Middagſluur, og Prindſesſerne vare ude, blev de borte med det ſamme og kom ikke igjen. Da blev der ſtor Sorg og Bedrøvelſe over hele Landet; men meſt bedrøvet af Alle var Kongen. Han lod udgaae Bud baade i ſit Rige og i fremmede, og lod lyſe efter dem ved alle Kirker og ringe efter dem med alle Klokker over hele Landet; men Prindſesſerne vare borte og bleve borte, og Ingen vidſte hvor det var blevet af dem; ſaa kunde man da vide, at de maatte være tagne ind af noget Troldſkab. Det varede ikke længe førend dette ſpurgtes vidt og bredt baade i By og Bygd, ja over mange Lande, og ſaa kom Rygtet om det ogſaa til en Konge, langt borte i Landene, ſom havde tolv Sønner. Da disſe fik høre om de tolv Kongsdøttre, bade de ſin Fader om Lov til at reiſe ud og lede efter dem. Han vilde nødig give dem Lov til at reiſe; thi han var bange for, at han aldrig ſkulde faae ſee dem igjen; men de gjorde Knæfald