Side:Folkeeventyr (1852).djvu/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


for Kongen og bade ſaalænge, aa han tilidt maatte lade dem reiſe alligevel. Han udruſtede da et Skib til dem og ſatte Ridder Rød, ſom var vel kjendt paa Vandet, til Styrmand. I lange Tider ſeilede de omkring og vare oppe i alle Lande, de kom til, og ledte og ſpurgte efter Prindſesſerne; men de fik hverken hørt eller ſpurgt dem. Der manglede nu kun nogle Dage, ſaa havde de ſeilet i ſyv Aar, da blev det en Dag en ſtærk Storm og ſlikt et Veir, at de troede, de aldrig ſkulde komme til Land mere, og Alle maatte de arbeide ſaaledes, at de ikke fik Søvn paa ſine Øine, ſaalænge Uveiret varede. Men da det led paa den tredie Dag, lagde Vinden ſig, og med Et blev det blikſtille. Alle vare de nu ſaa trætte af Arbeidet og af det haarde Veir, at de ſøvnede ſtrax; men den yngſte Kongsſøn havde ingen Ro og kunde ſlet ikke ſove. Medens han derfor gik frem og tilbage paa Dækket, kom Skibet til en liden Ø, og paa Øen løb der en liden Hund og gjøede og kniſtrede mod Skibet, ligeſom om den vilde ud paa det. Kongsſønnen gik paa Dækket og lokkede og lokkede og fløitede til Hunden; desmere gjøede og kniſtrede den. Han ſyntes nok, at det var Synd, den ſkulde gaae der og omkomme, thi han troede at den kunde være kommen fra et Skib, der var forliiſt i Stormen; men han ſyntes ikke, han kunde hjælpe den heller, for han troede ikke, han var iſtand til at ſætte Baaden ud alene, og de Andre ſov ſaa godt, at han ikke vilde vække dem for Hundens Skyld. Men Veiret var ſaa blankt og ſtille, ſaa tænkte han: du faaer alligevel i Land og frelſe Hunden; og ſaa tog han paa at ſætte Baaden ud, og det gik lettere end han havde troet. Han roede i Land, og gik op til Hunden,