for Kongen og bade saalænge, aa han tilidt maatte lade dem reise alligevel. Han udrustede da et Skib til dem og satte Ridder Rød, som var vel kjendt paa Vandet, til Styrmand. I lange Tider seilede de omkring og vare oppe i alle Lande, de kom til, og ledte og spurgte efter Prindsesserne; men de fik hverken hørt eller spurgt dem. Der manglede nu kun nogle Dage, saa havde de seilet i syv Aar, da blev det en Dag en stærk Storm og slikt et Veir, at de troede, de aldrig skulde komme til Land mere, og Alle maatte de arbeide saaledes, at de ikke fik Søvn paa sine Øine, saalænge Uveiret varede. Men da det led paa den tredie Dag, lagde Vinden sig, og med Et blev det blikstille. Alle vare de nu saa trætte af Arbeidet og af det haarde Veir, at de søvnede strax; men den yngste Kongssøn havde ingen Ro og kunde slet ikke sove. Medens han derfor gik frem og tilbage paa Dækket, kom Skibet til en liden Ø, og paa Øen løb der en liden Hund og gjøede og knistrede mod Skibet, ligesom om den vilde ud paa det. Kongssønnen gik paa Dækket og lokkede og lokkede og fløitede til Hunden; desmere gjøede og knistrede den. Han syntes nok, at det var Synd, den skulde gaae der og omkomme, thi han troede at den kunde være kommen fra et Skib, der var forliist i Stormen; men han syntes ikke, han kunde hjælpe den heller, for han troede ikke, han var istand til at sætte Baaden ud alene, og de Andre sov saa godt, at han ikke vilde vække dem for Hundens Skyld. Men Veiret var saa blankt og stille, saa tænkte han: du faaer alligevel i Land og frelse Hunden; og saa tog han paa at sætte Baaden ud, og det gik lettere end han havde troet. Han roede i Land, og gik op til Hunden,
