Side:Folkeeventyr (1852).djvu/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
2.
Gjertrudsfuglen.

I de Dage, da vor Herre og St. Peder gik og vandrede her paa Jorden, kom de engang ind til en Kone, ſom ſad og bagede. Hun hed Gjertrud, og havde en rød Hue paa Hovedet. Da de havde gaaet længe og de Begge vare ſultne, bad vor Herre hende ſaa vakkert om en Levſe at ſmage paa. Ja, den ſkulde han da faae, men et bitte lidet Emne tog hun og kjævlede ud; alligevel blev det ſaa ſtort, at det fyldte hele Takken. Nei, ſaa blev den Levſe for ſtor; den kunde han ikke faae. Hun tog da et endnu mindre Emne, men da hun havde baget det ud og bredt det paa Takken, blev den Levſe ogſaa for ſtor; den kunde han heller ikke faae. Tredie Gang tog hun et endda mindre Emne, et bitte, bitte lidet et; men ogſaa dengang blev Levſen alt for ſtor. „Saa har jeg ikke Noget at give Jer,“ ſagde Gjertrud, „I faaer ligeſaagodt gaae igjen uden Smagebide, for Levſerne blive alleſammen for ſtore!“ Da blev den kjærlige Herre vred, og ſagde: „Fordi du undte mig ſaa ſlet, ſkal du have den Straf, at du ſkal blive til en Fugl, og tage din tørre Føde mellem Bark og Ved, og ikke faae Noget at drikke oftere end hvergang det regner!“ Og neppe havde han ſagt det ſidſte Ord, ſaa blev hun til Gjertrudsfuglen, og fløi fra Bagſtefjællen op igjennem Skorſteenspiben; og endnu den Dag idag kan man ſee hende flyve omkring med ſin røde Hue og ganſke ſort over hele Kroppen, efter det at Piben ſværtede hende; hun hakker og pikker be-