Side:Folkeeventyr (1852).djvu/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


troede, det var hende, han — at hun ogsaa skulde komme og spise med. „Nei,“ svarede Gutten, „jeg vil ikke have Mad, jeg er saa stuur og bedrøvet.“ „Aa, du veed vel Raad for det,“ sagde Troldet, „tag Guldharpen og spil paa!“ „Ja, hvor er nu den henne da?“ sagde Gutten igjen. „Du veed vel det, du, — du har jo sidst brugt den; den hænger jo der over Døren!“ Gutten lod sig ikke det sige to Gange, han tog den og gik ud og ind og spillede; men ret som det var, saa skjød han Knadetruget ud, og roede afsted, saa det fossede om Truget. Om en Stund syntes Troldet at Datteren blev forlænge ude, og gik efter forat see, hvad der manglede hende; saa saa han Gutten i Truget langt, langt ude paa Vandet. „"Er det dig, som har taget de syv Sølvænderne mine?“ raabte Troldet. „Ja,“ sagde Gutten. „Det er dig, som har taget Tæppet mit, med en Sølvrude og en Guldrude i, ogsaa da?“ „Ja,“ sagde Gutten. „Har du nu taget Guldharpen min med?“ skreg Troldet. „Ja, jeg har nok det,“ sagde Gutten. „Har jeg ikke ædt op dig ligevel da?“ „Nei, det var Datteren din, du aad!“ svarede Gutten. Da Troldet hørte det, blev han saa harm, at han sprak; og saa roede Askepot tilbage og tog en heel Hob Guld og Sølv med sig, saameget Truget kunde bære. Da han nu kom tilKongsgaarden med Guldharpen, fik han Kongedatteren og halve Riget, saaledes som Kongen havde lovet ham; — Brødrene sine gjorde han vel imod, for han troede, de kuns havde villet hans Bedste med det, de havde sagt.