see, om han er fed. Strax gik da Trolddatteren ned. „Kom med Lillefingeren din!“ sagde hun; men Askepot han stak ud Spigeren og den skar hun i. „Aa nei! han er haard som Jern endnu,“ sagde Trolddatteren, da hun kom ind igjen til sin Fader; „endnu kan vi ikke tage ham!“ Om otte Dage gik det ligeeens igjen, paa det nær at nu satte Askepot Birkepinden frem. „Lidt bedre er han,“ sagde hun da hun kom ind igjen til Troldet, „men endnu blev han haard at tygge som Træ.“ Men om otte Dage sagde Troldet igjen, at Datteren skulde gaae ned og see om han ikke nu var fed. „Kom med Lillefingeren din!“ sagde Trolddatteren, da hun var kommen ned til Gjødstien; dengang satte Askepot Lysstumpen frem. „Nu gaaer han an!“ sagde hun. „Ja saa!“ sagde Troldet; „saa reiser jeg bort, jeg da, at bede til Gjæstebuds; imidlertid skal du slagte ham, og stege det Halve og koge det Halve!“ Da Troldet vel var reist, gav Datteren sig til at bryne paa en stor lang Kniv. „Skal du have den at slagte mig med?“ spurgte Gutten. „Ja du!“ sagde Trolddatteren. „Men den er ikke skarp,“ sagde Gutten. „Jeg kommer nok til at bryne den, jeg, saa du mere letvindt kan faa Livet af mig.“ Hun lod ham da faae Kniven, og han til at slibe og bryne. „Lad mig nu prøve den paa Haarfletten din,“ sagde Gutten; „jeg troer, den skal være brav nu.“ Det fik han Lov til; men i det samme han greb i Haarfletten, bøiede han Hovedet bagover og skar det af Trolddatteren, — og kogte saa det Halve og stegte det Halve og satte det paa Bordet. Derpaa tog han hendes Klæder paa, og satte sig borte i Krogen. Da Troldet kom hjem med Gjæstebudsfolkene, bad han Datteren — for han
