de nu paa at sige til Staldmesteren: „Nu har vor Broder sagt sig god for at skaffe Kongen den Guldharpe, som Troldet har, og som er saadan, at Alle blive glade, naar de høre der spilles paa den, om de ere noksaa sørgmodige.“ Ja, Staldmesteren han fortalte det strax igjen til Kongen, og han sagde til Gutten: „Har du sagt det, saa skal du gjøre det. Kan du det, skal du faae Prindsessen og halve Riget, men kan du det ikke, skal du miste Livet.“ „Jeg har hverken tænkt eller sagt det,“ svarede Gutten, „men der er vel intet andet Raad, jeg faaer vel prøve. Men sex Dage vil jeg have at betænke mig i.“ Ja, dem skulde han faae; men da de vare omme, maatte han i Veien. Han tog da en Spiger, en Birkepind og en Lysstump i Lommen og roede over, og gik derudenfor frem og tilbage og smat. Da Troldet kom ud, fik det see ham. „Er det dig, som har taget de syv Sølvænderne mine?“ raabte Troldet. „Ja-a!“ svarede Gutten. „Det er dig som har taget Sengeteppet mit med Sølv- og Guldruderne, ogsaa da?“ spurgte Troldet. „Ja-a!“ sagde Gutten. Saa greb Troldet ham og tog ham med sig ind i Bjerget. „Nu, Datter min,“ sagde han, „nu har jeg faaet fat paa ham, som har taget Sølvænderne mine og Sengeteppet mit med Sølv- og Guldruderne i, sæt ham nu paa Gjødstien, saa skal vi slagte ham og bede til os vore Venner.“ Dertil var hun strax villig og satte ham paa Gjødstien, og der stod han i otte Dage og fik alt det Bedste, han kunde ønske sig baade af Mad og Drikke, saameget han vilde have. Da de otte Dage vare forbi, sagde Troldet til Datteren, at hun skulde gaae ned og skjære ham i Lillefingeren, saa de kunde faae
